IOC suspenderer Lamine Diacks æresmedlemskab
Den tidligere IAAF-præsident Lamine Diack har midlertidigt fået frataget sig æresmedlemskab i IOC.
Lamine Diacks æresmedlemskab i IOC er blevet suspenderet som følge af den verserende dopingskandale i atletik.
Lamine Diacks æresmedlemskab i IOC er blevet suspenderet som følge af den verserende dopingskandale i atletik. Foto: Kin Cheung/AP


Den tidligere præsident for Det Internationale Atletikforbund (IAAF) Lamine Diack er midlertidigt blevet frataget sit æresmedlemskab af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Det meddeler IOC tirsdag ifølge Reuters.

Suspenderingen sker i kølvandet på den store dopingrapport om atletik, der mandag blev lagt frem af Det Internationale Dopingagentur (Wada).

Her er Lamine Diack, som i forvejen i Frankrig efterforskes for at have modtaget bestikkelse, nævnt som en af de personer, der har medvirket til at lade russiske atleter dope sig.

Skulle Diack blive fundet skyldig i anklagerne, vil den midlertidige suspendering blive ændret til en permanent fratagelse af medlemskabet.

IOC siger i forbindelse med suspenderingen, at enhver person, som bevisligt har været involveret i de ulovlige handlinger, som Wada-rapporten beskriver, vil blive straffet.

Samtidig opfordrer IOC atletikforbundet til at indlede disciplinærsager mod de personer, som har deltaget i den ulovlige brug af doping, samt de personer, der har dækket over det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.