IOC-præsident: Revision skal bekæmpe korruption
Sporene fra skandalerne i Fifa og IAAF skræmmer, og IOC kræver internationale forbund revideret i fremtiden.
Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, IOC, Thomas Bach, vil have revideret regnskaber og økonomi i de internationale sportsforbund, der modtager støtte fra IOC.
Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, IOC, Thomas Bach, vil have revideret regnskaber og økonomi i de internationale sportsforbund, der modtager støtte fra IOC. Foto: Laurent Gillieron/AP


Samtlige internationale sportsforbund, som modtager støtte fra Den Internationale Olympiske Komité, IOC, skal i fremtiden have revideret regnskaber og økonomistyring.

Det meddelte IOC's præsident, Thomas Bach, torsdag.

- Revisionen vil blive foretaget af uvildige organisationer, siger Thomas Bach ifølge AFP.

Granskningen af sportsforbundenes økonomi skal begynde i 2016, og den vil omhandle de forbund, som modtager økonomisk støtte fra IOC.

Thomas Bach ønsker også, at det omhandler nationale olympiske komitéer og organisationskomitéer bag OL-arrangementer.

Beslutningen er truffet i kølvandet på store skandalesager om korruption i øjeblikket, som har ramt Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, samt Det Internationale Atletikforbund, IAAF.

Med hensyn til hele Fifa-sagen, så mener Bach, at de proklamerede reformer i forbundet, som ventes vedtaget ved den ekstraordinære Fifa-kongres i februar 2016, er opløftende. Her skal der blandt andet vælges en ny Fifa-præsident, som skal afløse Sepp Blatter.

- Reformerne er helt sikkert et stort skridt i den rigtige retning. Hvis man kigger på dem, så vil der endelig være begrænsninger for en præsident. Så ja, jeg er sikker på, at disse reformer, når de er vedtaget, vil være en basis, siger Bach.

IOC meddelte dog senere torsdag, at man er bekymret over tidshorisonten i efterforskningen af Fifa, som foregår i øjeblikket både hos schweiziske og amerikanske myndigheder.

- IOC's bestyrelse er fortsat bekymret i forhold til den kriminelle efterforskning, der foregår i USA og Schweiz, som ifølge myndighederne kan stå på i yderligere fem år.

- Da dette kan fortsætte med at overskygge troværdigheden i Fifa og påvirke alle sportsorganisationer i så lang tid, så opfordrer IOC Fifa til at foretage alle nødvendige foranstaltninger for at løse alle udestående spørgsmål, så hurtigt som muligt, ved yderligere at arbejde sammen med de relevante myndigheder, skrev IOC torsdag i en meddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.