IOC fratager dopet russer OL-guldmedalje
Tatyana Lysenko får frataget OL-guldet fra London i 2012, fordi hun var dopet.
Tatyana Lysenko fejrer OL-guldet, som IOC nu har taget fra hende.
Tatyana Lysenko fejrer OL-guldet, som IOC nu har taget fra hende. Foto: Eric Feferberg/AFP


Tatyana Lysenko kan ikke længere kalde sig OL-guldvinder i hammerkast.

Tirsdag meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på sin hjemmeside, at russeren er blevet frataget sin guldmedalje fra legene i London i 2012.

Det sker, fordi IOC har gentestet dopingprøver fra OL i London, og det har fældet russeren.

Hun er blevet taget i at have anvendt det anabolske steroid turinabol.

For et halvt år siden kom det frem, at 33-årige Tatyana Lysenko var blevet taget for doping i en gammel test.

Verdensmesteren fra 2011 og 2013 har allerede afsonet en dopingkarantæne tidligere i sin karriere. Det gjorde hun fra 2007 til 2009.

IOC har bedt Det Internationale Atletikforbund (IAAF) om at ændre resultatet fra OL i London.

Det betyder, at Anita Wlodarczyk skal tildeles guldet.

Polakken kan dermed kalde sig dobbelt OL-guldvinder, idet hun også vandt guld ved OL i Rio i august i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.