IOC diskvalificerer fire russere fra OL i 2008 og 2012
Test af gamle dopingprøver fra OL i Beijing og London har fældet fire russere - heriblandt en medaljevinder.
Spydkasteren Maria Abakumova skal aflevere sin OL-sølvmedalje fra 2008 tilbage, da ny test har afsløret, at hun var dopet under legene i Beijing. Arkivfoto.
Spydkasteren Maria Abakumova skal aflevere sin OL-sølvmedalje fra 2008 tilbage, da ny test har afsløret, at hun var dopet under legene i Beijing. Arkivfoto. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters


Fire russiske atletikudøvere er blevet diskvalificeret fra OL i 2008 og 2012, efter at nye test med forbedrede analysemetoder har afsløret brug af doping hos de fire.

Det oplyser Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på sin hjemmeside tirsdag.

Det mest prominente navn blandt de fire er spydkasteren Maria Abakumova, som vandt sølv ved legene i Beijing i 2008.

De tre øvrige dopingsyndere er langdistanceløberen Inga Abitova og 400 meter-løberen Denis Alexeev fra legene i 2008 samt banecykelrytteren Ekaterina Gnidenko fra OL i London i 2012.

Alexeev blev kun nummer 23 på mændenes 400 meter i Beijing, men han var også en del af det russiske hold på 4x400 meter-stafetten, hvor holdet vandt bronze.

Den medalje skal Denis Alexeev i lighed med Abakukova også returnere.

IOC har foretaget nye test af gamle dopingprøver fra en lang række atleter, som har deltaget ved OL i 2008 og 2012.

Ingen af de fire atletikudøvere deltog ved OL i Rio i august, hvor russisk atletik var fraværende grundet udelukkelsen fra al atletik.

Det skete som følge af den store dopingskandale omkring statsstøttet doping i landet, som en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) afslørede i slutningen af 2015.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.