Investering i piger ventes at give seksdobbelt gevinst
Hvis verden spenderer to billioner dollar på kvinder, vil det globale BNP ifølge nye tal vokse med 11 procent.
Investeringer i piger og kvinders ligestilling vil give pengene flere gange igen, viser nye beregninger fra McKinsey & Company.
Investeringer i piger og kvinders ligestilling vil give pengene flere gange igen, viser nye beregninger fra McKinsey & Company. Foto: Mads Nissen/Polfoto


Hvis man investerer i kvinder, giver det pengene mange gange igen. Der er nemlig enorme summer at hente i ligestillingen mellem mænd og kvinder. I hvert fald hvis man skal tro nye beregninger fra konsulentvirksomheden McKinsey & Company.

Hvis offentlige og private rundt om i verden bruger halvanden til to billioner dollar (10 til 13 billioner kroner) ekstra for at fremme kvinders ligestilling, vil det gavne verdens årlige BNP med 12 billioner dollar (79 billioner kroner) i år 2025.

En billion er et tusind milliarder.

Dette er tilfældet, hvis de ekstra penge bruges på uddannelse, familieplanlægning, indsatsen mod børnedødelighed, kvinders digitale deltagelse og ubetalt arbejde.

Beregningerne fra McKinsey & Company præsenteres på den internationale Women Deliver-konference i København, hvor kvinders trivsel, sundhed og rettigheder er i fokus.

- Der er en meget stærk sammenhæng mellem uligheden mellem kønnene på arbejdsmarkedet og uligheden mellem kønnene i det øvrige samfund, siger Vivian Hunt, ledende partner i McKinsey & Company i Storbritannien og Irland.

- De to går hånd i hånd. Vi kan ikke længere nøjes med at se på uddannelse og arbejde som afgørende for kvinders ligestilling. Vi skal se på alle faktorer i samfundet.

Ifølge en tidligere rapport fra McKinsey vil verdens årlige BNP frem mod 2025 vokse med 11 procent (svarende til 12 billioner dollar), hvis hvert land har samme udvikling som det land med mest fart på ligestillingen i den pågældende region.

Det er dette mål, som McKinsey nu sætter pris på.

- Hvis man sammenligner med prisen, får man udgifterne seks gange igen.

- Forandring er ambitiøst, men opnåeligt. Vi tror på, at der kan ske fremgang frem mod 2025, siger Vivian Hunt.

Hvis verdens lande har samme udvikling i ligestillingen som det "bedste" land i hver region, vil det blandt andet betyde, at der i 2025 er yderligere 60 millioner piger, der går i gymnasiet. Og der vil være 38 millioner flere assisterede fødsler end i dag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.