Intern kritik ændrer ikke Obamas syn på Syrien
Det får ingen konsekvenser, at amerikanske diplomater skrev under på opfordring til ny politik i Syrien.


Obama-administrationen forsøger at nedtone betydningen af et opsigtsvækkende internt dokument, hvor en række embedsmænd opfordrer til militære angreb mod Syriens regeringsstyrker. Men der er ingen tegn på kursændringer i Washingtons politik.

- Det er et vigtigt dokument. Vi vil diskutere det, når jeg er tilbage i Washington.

Sådan lød udmeldingen til Reuters fra den travle amerikanske udenrigsminister, John Kerry, under hans besøg i København, da han blev bedt om at kommentere dokumentet.

I alt 51 diplomater og ansatte har skrevet under på brevet, hvor de opfordrer deres egen regering til at lægge mere pres på den syriske regering og på den måde få forhandlinger i stand.

Dokumentet er oprindeligt sendt gennem en særlig intern "afviger-kanal" i udenrigsministeriet, hvor ansatte har mulighed for i fortrolighed at lufte meninger, som går imod den officielle linje.

Obamas linje i forhold til krigen i Syrien er løbende blevet kritiseret for at være tøvende over for enhver risiko i det kaotiske Mellemøsten. USA's begrænsede indblanding har haft fokus på at bekæmpe Islamisk Stat.

Ifølge amerikanske medier blev dokumentet først udarbejdet i hemmelighed af en mindre gruppe, som ønskede at skabe en intern debat om et kursskifte.

Udenrigsministeriets talsmand, John Kirby, siger lørdag, at det ikke får konsekvenser for dem, der har underskrevet brevet.

Den republikanske politiker Ed Royce, som leder udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, siger, at "selv præsident Obamas eget udenrigsministerium mener, at Obama-administrationens Syrien-politik er en fiasko".

- Iran, Rusland og Assad bestemmer i Syrien, og de ignorerer våbenhvileaftaler og tillader Assads fortsatte krigsforbrydelser mod hans egen befolkning, siger Ed Royce.

En højtstående embedsmand i udenrigsministeriet siger, at det "er kun naturligt, at vi har forskellige synspunkter, når det gælder så komplekst og sammensat et problem som Syrien".

En talsmand for Det Hvide Hus siger, at Obama er "åben over for en robust diskussion".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.