Inter udnytter Fiorentinas pointtab og stryger til tops
Fiorentina kunne gå i spidsen for Serie A, men formåede ikke at slå Empoli. I stedet tog Inter førstepladsen.
Fiorentina kom godt tilbage, men det var ikke nok til at ændre på det skuffende pointtab.
Fiorentina kom godt tilbage, men det var ikke nok til at ændre på det skuffende pointtab. Foto: AP/free


Topstriden i den italienske Serie A er mere jævnbyrdig end set i mange år. Tidligt søndag lagde Napoli sig på førstepladsen, søndag eftermiddag forpassede Fiorentina muligheden for at gå i spidsen, og søndag aften var det i stedet Inter, der nappede førstepladsen.

Fiorentina var på hjemmebane favorit til at lægge sig på førstepladsen, men hjemme mod Empoli blev det skuffende kun til 2-2.

Kampen fik langt fra den start, hjemmeholdet havde håbet på. Efter godt et kvarter blev Marko Livaja spillet fri, og fra klos hold sendte han Empoli i front 1-0.

Kort inden kampen rundede den første halve time, var den gal igen. Marcel Büchel fulgte op efter et frispark og kanonerede bolden i mål til 2-0 fra kanten af straffesparksfeltet.

Fiorentina pressede hårdt for at komme tilbage i kampen, og kroaten Nikola Kalinic realiserede comebacket. To gange inden for fem minutter i anden halvlegs første kvarter lynede han og ændrede stillingen til 2-2.

I begge tilfælde opholdt han sig på rette sted og sendte præcise indlæg i mål. Han var endda tæt på at fuldende sit hattrick, men hans resolutte afslutning efter 77 minutter prellede af på overliggeren.

Fiorentina havde flere gode forsøg i slutfasen, men måtte nøjes med et point, der sender klubben op på 28 point - det samme som Napoli, der i søndagens tidlige kamp vandt 2-0 på udebane over Verona.

I søndagens sene kamp vandt Inter på hjemmebane over Frosinone med 4-0 og overtog dermed førstepladsen med 30 point.

Jonathan Biabiany gjorde til 1-0 efter en halv time, og kort efter pausen øgede Mauro Icardi til 2-0. I slutfasen cementerede Jeison Murillo og Marcelo Brozovic til slutfacit.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.