Inter sender mesterskabet tættere på Juventus
Inter slog Napoli på hjemmebane, og dermed kom Juventus uden at spille tættere på mesterskabet.
Inter slog Napoli på to mål i første halvleg.
Inter slog Napoli på to mål i første halvleg. Foto: Antonio Calanni/AP


Inter og Juventus er to af de største rivaler i italiensk fodbold. Ikke desto mindre sørgede Inter lørdag for, at Juventus kom et skridt nærmere mesterskabet uden selv at spille.

Inter gjorde Juventus en tjeneste ved at vinde 2-0 på hjemmebane over Napoli, der er førerholdet Juventus' nærmeste konkurrent i toppen af Serie A.

Juventus fører med seks point ned til Napoli på andenpladsen, og Torino-klubben kan søndag bringe forspringet op på ni point i tilfælde af hjemmesejr over Palermo med yderligere fem spillerunder tilbage.

Med lørdagens sejr bevarede Inter et realistisk håb om at hente Roma på tredjepladsen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League i næste sæson.

Mauro Icardi gav Inter en drømmestart med scoringen til 1-0 efter fire minutter. Marcelo Brozovic øgede til slutresultatet kort før pausen.

Napoli ligner et hold, der har opgivet mesterskabsdrømmen. Syditalienerne lå ellers længe i en god position, men Juventus har klinisk taget den ene sejr efter den anden efter en ellers elendig start på sæsonen i efteråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.