Inter fratager ung Milan-spanier helterolle i overtiden
22-årige Suso scorede begge Milans mål, men Inter reddede remis i overtiden i træner Stefano Piolis debut.
Suso (th.) var den store oplevelse for Milan i lokalderbyet mod Inter søndag, men matchvinderrollen gled ham af hænde.
Suso (th.) var den store oplevelse for Milan i lokalderbyet mod Inter søndag, men matchvinderrollen gled ham af hænde. Foto: Marco Bertorello/AFP


Milan-angriberen Suso var på vej mod den perfekte weekend med fødselsdag lørdag og helterolle søndag i lokalderbyet mod Inter, hvor han scorede to gange.

Men dybt inde i overtiden fik Inters Ivan Perisic udlignet til 2-2, og så slap holdets nye cheftræner, Stefano Pioli, nådigt fra sin debut, mens Suso blev snydt for titlen som matchvinder.

Milan deler nu andenpladsen i Serie A med Roma. De to hold har syv point op til Juventus.

Det blev en seværdig første halvleg på San Siro, hvor Inter spillemæssigt var dominerende, men hvor begge mandskaber skabte chancer.

Milan var især farlige på kontrastød, hvor man i flere tilfælde nærmede sig et føringsmål.

Uafgjort ved pausen havde været rimeligt, men Milans spanier Suso, der lørdag fyldte 22 år, ville det anderledes.

På endnu et kontraangreb et par minutter før pausefløjt leverede han en smuk scoring.

Suso modtog bolden i højre side af feltet, og efter et hurtigt træk ind i banen lagde han smukt bolden over i det lange hjørne med et følt spark.

Den gode underholdning fortsatte efter pausen, og publikum blev forkælet med et endnu flottere mål end Susos følte perle.

I det 53. minut modtog Antonio Candreva bolden lidt uden for feltet. Bolden hoppede en smule, og med et perfekt træf hamrede han det runde læder op i det lange hjørne.

Spillet bølgede frem og tilbage, og Suso var på ingen måde indstillet på at lade Candreva ødelægge hans aften.

Fem minutter efter udligningen driblede han sig fri i feltet, og med en kølig inderside af højrefoden bragte han atter Milan i front.

Trods føringen undlod Milan at pakke sig. I stedet sørgede hjemmeholdet for at presse hårdt på boldholder hele tiden, og det forhindrede Inter i at kunne skabe et hårdt tryk mod Milan-målet førend i de sidste minutter.

Men det var også nok. I overtiden dukkede Ivan Perisic op ved bagstolpen efter et hjørnespark, og så ragede Inter det ene point til sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.