Instruktører forsvarer skuespiller efter hug
Skuespilleren Keira Knightley får nu opbakning fra flere instruktører, der forsvarer hendes talent, efter at hun har mødt hård kritik.
Keira Knightley har to gange været nomineret til en Oscar.
Keira Knightley har to gange været nomineret til en Oscar. Foto: Andrew Medichini/AP


Den britiske skuespillerinde Keira Knightley har på det seneste måtte lægge ører til hård kritik fra instruktøren John Carney, som kritiserede hende for at være mere supermodel end skuespiller.

Men nu kommer flere instruktører, som tidligere har arbejdet sammen med Keira Knighley, den prisvindende skuespillerinde til undsætning, skriver USA Today.

- Min erfaring med Keira Knightley var helt og aldeles spektakulær på alle måder. Jeg har ingen anelse om, hvad denne fyr taler om, skriver instruktøren Mark Romanek på Twitter og tilføjer et hashtag, hvor han beskriver John Carney som en arrogant idiot.

Mark Romanek instruerede dramaet "Never Let Me Go" med Keira Knightley.

Også fra manuskriptforfatteren Lorene Scafaria, som arbejdede sammen med "Pirates of the Caribbean"-stjernen på filmen "Seeking a Friend At the End of the World", lyder der rosende ord.

- Jeg er enig med Mark. Keira var en fornøjelse at arbejde med. Tilstedeværende, nem og virkelig, virkelig god til hendes job, skriver Lorene Scafaria på Twitter.

John Carney, der har instrueret filmen "Forelsket i New York" med Keira Knightley i en af hovedrollerne fortalte for nyligt til britiske Independent, at det var hans overbevisning, at den populære skuespillerinde gemte sit sande jeg, og at det ikke harmonerede med at være professionel skuespiller.

- Jeg vil ikke tale dårligt om Keira, men du ved, at det er hårdt at være en filmskuespiller, og det kræver et vist niveau af ærlighed og selv-analyse, som jeg ikke tror, at hun er klar til endnu, og som jeg bestemt ikke synes, at hun var klar til med den film, lød det for nyligt fra John Carney.

Se instruktørernes tweets her: https://twitter.com/markromanek/status/737389977198153728

Og her: https://twitter.com/LoreneScafaria/status/737405053116391424

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.