Instruktør bag dansk Oscar-bud: Det er et modigt valg
Dramaet "Under sandet" skal sætte frygt, had og lyst til hævn til diskussion, fortæller Martin Zandvliet.
Arkivfoto:Under sandet er Danmarks bud på en Oscar-kandidatDramaet "Under sandet" er valgt som Danmarks kandidat til en Oscar-nominering som bedste udenlandske film.
Arkivfoto:Under sandet er Danmarks bud på en Oscar-kandidatDramaet "Under sandet" er valgt som Danmarks kandidat til en Oscar-nominering som bedste udenlandske film. Foto: Simon Skipper/Scanpix


Instruktøren bag "Under sandet", Martin Zandvliet, roser den danske Oscar-komité for at udvælge hans film som Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

- Det er stærkt og modigt, at de tør vælge en film, som faktisk også er samfundskritisk.

- Filmen stiller spørgsmål om, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvordan vi reagerer over for hinanden både som individer og nation, siger han.

Mandag er "Under sandet" blevet indstillet til kapløbet om at blive nomineret til prisen for den bedste udenlandske film ved næste års Oscar-prisfest.

Filmen foregår efter Tysklands kapitulation i maj 1945. Her bliver en gruppe unge, tyske krigsfanger udleveret til de danske myndigheder og sendt til Vestkysten, hvor de beordres til at fjerne over to millioner miner.

Dramaet tegner et billede af danskernes trang til hævn over tyskerne efter Anden Verdenskrig. Men filmen er yderst relevant i dagens Danmark, mener Martin Zandvliet.

- Specielt nu hvor det hele spidser til i verden.

- Så er det vigtigt, at man overvejer, hvad der er de mest humane og rigtige løsninger. Og det er vigtigt at tænke fremad i stedet for at reagere ud fra frygt eller had eller lysten til at give igen, siger Martin Zandvliet.

Det nervepirrende drama var fire og et halvt år undervejs, inden det i december sidste år fik premiere i de danske biografer. 175.000 har set "Under sandet" i biografen.

Instruktøren beskriver det selv som en form for teaterstykke på en strand - men selvfølgelig tilsat spændingsskabende effekter.

- Som sådan er filmen ret simpel. Det er bare drenge, der graver efter miner i sandet, siger Martin Zandvliet.

"Under sandet" har allerede høstet talrige roser i Danmark.

Filmen er blevet hædret med en Bodil-pris for årets bedste film og en Robert for årets danske spillefilm.

Det er en komité på syv medlemmer, der har valgt "Under sandet" som Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

Valget stod foruden "Under sandet" mellem "Kollektivet" og "De standhaftige".

Til januar bliver det afgjort, om den danske kandidat nomineres til årets bedste udenlandske film. Oscar-prisfesten finder sted 26. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.