Institut advarer Støjberg om ulovlig praksis
Institut for Menneskerettigheder efterlyser en lovændring, før myndighederne kan se bort fra 26-års-reglen.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke umiddelbart ønsket at kommentere brevet fra Institut for Menneskerettigheder.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke umiddelbart ønsket at kommentere brevet fra Institut for Menneskerettigheder. Foto: Nils Meilvang / Scanpix


Det er ulovligt at ophæve 26-års-reglen, så tilknytningskravet gælder alle ægtefællesammenføringer.

Sådan lyder advarslen fra Institut for Menneskerettigheder, der har sendt et brev med sin advarsel direkte til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Vi vil på det kraftigste opfordre dig til at revurdere din beslutning og vælge den udvej, der er lovlig, nemlig at se bort fra tilknytningskravet for de personer, der ikke er omfattet af 26-års-reglen, skriver direktør Jonas Christoffersen.

Tilknytningskravet vedrører danskere, der vil have en ægtefælle fra et ikke-EU-medlemsland til Danmark.

26-års-reglen har hidtil betydet, at danskere, der havde haft statsborgerskab i over 26 år, var fritaget for at leve op til et krav om, at parret samlet set skal have størst tilknytning til Danmark.

Men den praksis blev i maj underkendt som diskriminerende af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolen.

Udlændingestyrelsen har derfor fået besked på at se bort fra 26-års-reglen, så tilknytningskravet gælder for alle danske statsborgere.

Ifølge Eva Ersbøll, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, er problemet, at 26-års-reglen kun bliver ophævet administrativt og ikke med en lovændring.

- Der står stadig i udlændingeloven, at danskere, der har haft statsborgerskab i 26 år, er fritaget for tilknytningskravet, siger hun.

Med en administrativ ophævelse af 26-års-reglen vil mange danskere dermed risikere at få afslag på et ulovligt grundlag, forklarer hun.

Det vil især gå ud over de danske statsborgere, der har stiftet familie i udlandet, men gerne vil bosætte sig i Danmark.

- Danske statsborgere, der har været ude at rejse og fået en ægtefælle og gerne vil hjem til Danmark med deres familie, bliver ramt, fordi de måske har fået en større tilknytning til det land, hvor de har boet, forklarer hun.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke umiddelbart ønsket at kommentere brevet fra Institut for Menneskerettigheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.