Ingeniørstillinger er lukket land for nyuddannede
De nyuddannede ingeniører kan få svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Kun få jobopslag er rettet mod de nyuddannede.
Få jobopslag er rettet mod nyuddannede ingeniører.
Få jobopslag er rettet mod nyuddannede ingeniører. Foto: Colourbox


Til trods for at der er mangel på ingeniører over hele landet, er det kun omtrent hver 10. jobannonce, der er rettet mod nyuddannede ingeniører. Ærgerlig tendens, mener Ingeniørforeningen, IDA.

En gennemgang af 200 tilfældigt udvalgte stillingsannoncer rettet mod ingeniører afslører, at opslåede stillinger stort set er en lukket fest for nyuddannede. I 173 af annoncerne - svarende til 87 % - fremhæves det eksplicit, at erfaring er en fordel eller et direkte krav for at komme i betragtning til stillingen. I 27 af opslagene nævnes erfaring ikke, og i kun 12 af stillingsopslagene søges der specifikt efter nyuddannede kandidater.

Tendensen ærgrer Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA. Særligt i en tid, hvor en lang række offentlige og private virksomheder advarer om, at man mangler ingeniører.

"Heldigvis får hovedparten af de nyuddannede ingeniører hurtigt et job, men der er en betydelig gruppe tilbage, og det er primært dem, det fylder i ledighedsstatistikkerne. I en tid med mangel på højtuddannede med teknisk og naturfaglig indsigt virker det paradoksalt. For selv om vi udklækker flere og flere ingeniører år for år, så siger prognoserne også, at vi stadig ikke kan følge med efterspørgslen. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade en stor gruppe vidensarbejdere stå udenfor arbejdsmarkedet med fare for, at de bliver så desillusionerede, at de måske helt forlader faget," siger Morten Thiessen.

Morten Thiessen opfordrer virksomhederne til at satse mere på dimittenderne:

"Jeg påstår ikke, at en dimittend kan bestride ethvert job, men på samme måde som fx industrien har en forpligtigelse til at sørge for praktikpladser til teknikere og håndværkere, så har ingeniørvirksomhederne også en pligt til at holde fødekæden i gang og lukke dimittenderne ind vel vidende, at det kræver noget tid, før man får fuldt udbytte af deres færdigheder. Så min opfordring til virksomhederne er, at de også kigger i retning af dimittenderne. Fordelen er, at de får en sulten medarbejder med den nyeste viden. Det kræver noget tid at lære dem op, men det kan også tage tid at få rutinerede medarbejdere til at droppe dårlige vaner," siger han.

Ifølge Morten Thiessen kan de dimittender, der ikke har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, også blive bedre til at søge mod fx de små og mellemstore virksomheder uden for de store uddannelsesbyer:

"Mobilitet er afgørende. Og du finder gode læringsmiljøer i SMV'erne. Her får du ofte mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige typer opgaver. Det giver en ballast, der er guld værd senere i ens karriere," siger Morten Thiessen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.