Ingen udskiftninger i U21-truppen ved EM
Trods flere tvivlsomme spillere på U21-landsholdet bliver der ikke udskiftet i truppen. Alle mand er nu klar.
Pierre-Emile Højbjerg er meldt klar til U21-EM.
Pierre-Emile Højbjerg er meldt klar til U21-EM. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Flere af de bærende spillere på U21-landsholdet har været plaget af skader eller småskavanker. Men alle 23 spillere er nu meldt klar forud for onsdagens åbningskamp mod Tjekkiet.

- Alle 23 spillere er EM-klar. Derfor ingen udskiftninger i truppen, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Både Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen, Emil Berggreen og Uffe Bech har været ramt af forskellige skader, men ingen af dem er alvorlige.

U21-landstræner Jess Thorup fortalte tirsdag aften, at eksempelvis Højbjerg er helt klar til kampen mod tjekkerne efter en mindre skade i baglåret.

Ajax-spilleren Lucas Andersen stod klar i kulissen som reserve, hvis der skulle ske en udskiftning i EM-truppen.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet fløjtes i gang klokken 18 i Prag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.