Sidste år var kornhøsten nærmest slut midt i august, men den kolde og våde sommer har i år betydet, at en del landmænd først for alvor er kommet på markerne de seneste par dage.
Det skriver DR Syd.
Planteavlskonsulent Anders Smedemand Musse fra Sønderjysk Landboforening siger, at landmændene bestemt ikke kommer til at smække benene op for at nyde det gode vejr i weekenden.
- I de sidste par dage er høsten for alvor kommet i gang. Og vejrudsigten lover jo tørvejr til på tirsdag, så der bliver høstet store arealer i de her dage, siger han til DR Syd.
Tidligere på sommeren så kornpriserne ud til at være steget i forhold til sidste år, men nu hvor landmændene endelig er kommet ud på markerne, er der ikke samme udsigt til høje priser.
- Kornprisen ligger nogenlunde på samme niveau. For en god måneds tid siden var der optimisme, og priserne var steget, men de er langsomt faldet igen. Det er naturligt, at der er et høstpres på prisen, når der kommer store mængder ind, siger Anders Smedemand Musse.
Og der skal nok komme sved på panden i weekenden for landmændene, for der bliver både tørt og varmt hele weekenden.