Ingen løn i to måneder: Ny sag om social dumping i Dong
En underentreprenør hos Dong har igennem to måneder ikke udbetalt løn til en række rumænske medarbejdere.
En række rumænere har igennem et par måneder ikke fået udbetalt løn fra en underentreprenør hos energigiganten Dong.
En række rumænere har igennem et par måneder ikke fået udbetalt løn fra en underentreprenør hos energigiganten Dong. Foto: Scanpix


Dong er havnet i en sag om social dumping.

På udvidelsen af en olieterminal i Fredericia har underentreprenøren Sim ikke udbetalt løn i to måneder, skriver Fagbladet 3F.

Det har mandag fået mellem 50 og 80 rumænske metalarbejdere til at nedlægge arbejdet for at møde op hos Dansk Metals afdeling i Lillebælt, der de seneste dage har fået mange henvendelser fra rumænere, der gerne vil melde sig ind i forsøget på at få udbetalt deres løn.

- Som borger i Danmark skammer jeg mig over, at vi byder disse mennesker så ufatteligt ringe vilkår. Staten ejer stadig størstedelen af Dong. Det skulle vel betyde, at alt kører lige efter bogen. Men det gør det ikke. Vores rumænske kolleger bliver underbetalt i en så voldsom grad, at det gør ondt helt ind i rygraden på en gammel tillidsmand, siger Martin Sørensen til Fagbladet 3F.

Han fortæller, at man har regnet på oplysninger fra otte nye medlemmer, og i forhold til overenskomsten med arbejdsgiverforeningen Tekniq mangler Sim at betale de ansatte mellem 130.000 og 156.000 kroner.

Dong Energy afviser over for Fagbladet 3F at gribe ind. I stedet henviser selskabet til det fagretlige system.

- Det er et krav fra DONG Energy, at alle leverandører og samarbejdspartnere overholder danske løn- og arbejdsvilkår. Vi er derfor i løbende dialog med vores hovedentreprenør for at sikre, at det også er tilfældet i forbindelse med byggeriet på råolieterminalen i Fredericia. Vi har også en løbende god dialog med repræsentanter for fagforeningerne. Det vil vi også have i den konkrete sag, hvor der er tale om en overenskomst under Dansk Byggeri, som netop skal sikre, at danske løn- og arbejdsvilkår bliver overholdt, skriver Vice President Knud Pedersen fra Dong i et svar til Fagbladet 3F.

3F har tidligere haft en sag om en række italienske medlemmer på Dongs olieterminal i Fredericia.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.