Ingen EU-folkeafstemning inden valg
Der bliver alligevel ikke nogen folkeafstemning om det danske retsforbehold i denne valgperiode.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger, at regeringen nu dropper at gennemføre folkeafstemningen på denne side af et valg.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger, at regeringen nu dropper at gennemføre folkeafstemningen på denne side af et valg. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


"Regeringen vil ved en folkeafstemning søge retsforbeholdet erstattet af en tilvalgsordning".

Sådan står der i regeringsgrundlaget fra 2011, der omhandler denne valgperiode.

Men efter statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale står det klart, at regeringen nu dropper at gennemføre folkeafstemningen på denne side af et valg.

- Det står nu klart, at Danmark på grund af vores retsforbehold bliver nødt til at forlade Europol. Måske allerede til næste efterår. Det vil være et alvorligt problem for danskeres sikkerhed og tryghed, siger hun.

- Derfor er regeringen parat til at forpligte sig til en folkeafstemning efter næste valg. En folkeafstemning om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

- Så kan vi selv vælge, hvilke dele af EU-samarbejdet på retsområdet, Danmark skal være med i. Og hvilke vi ikke skal være med i, siger hun.

Regeringens ministre er de forgange år flere gange blevet spurgt, hvornår folkeafstemningen om såvel rets- som forsvarsforbeholdene var på trapperne i og med, at regeringsgrundlaget understreger, at regeringen vil søge dem afskaffet ved folkeafstemninger.

Men der er indtil videre blevet svaret henholdende på det spørgsmål.

- I går talte jeg med lederne af de EU-positive partier. Det er mit ønske, at vi kan samles om at sætte en proces i gang, som kan føre til en folkeafstemning efter næste valg, siger statsministeren.

- Regeringen sætter nu et analysearbejde i gang, som skal skabe grundlaget for at ændre forbeholdet til en tilvalgsordning. Arbejdet skal være færdigt før sommeren.

- Inden en folkeafstemning skal der så forhandles en politisk aftale. En aftale, der gør det helt klart, hvad Danmark vælger til og fra. Så danskerne får et solidt grundlag at stemme om. Vi skal tage den tid, der skal til. Vi skal forberede folkeafstemningen grundigt, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.