Forhandlingsparterne er alligevel ikke blevet enige om en aftale på kontanthjælpsområdet tirsdag aften, sådan som der ellers i løbet af aftenen var lagt op til i Beskæftigelsesministeriet.
Men der er formentlig ikke langt igen, lyder meldingen fra Venstre.
- Vi er tæt på at nå en aftale, men der udestår stadig nogle spørgsmål og nogle ting, som ikke kunne afklares i aften. Det betyder, at vi må tage morgendagen i brug også, siger finansordfører Peter Christensen (V).
Ifølge Peter Christensen er det fortsat uafklaret, hvor stort udbyttet af kontanthjælpsreformen skal være. Regeringen har lagt op til at hente en milliard kroner årligt fra kontanthjælpen, som skal bruges til at finansiere vækstplanen.
Men både Venstre, Konservative og Liberal Alliance ser gerne, at udbyttet bliver større.
Derudover vil de borgerlige partier også gerne have frie hænder til at kunne genindføre et kontanthjælpsloft efter et eventuelt regeringsskifte.
- Det er også altid en ting, man skal diskutere, når man laver aftaler, hvad de politiske bindinger er, og det har vi heller ikke konkluderet på.
- Vores synspunkter om, at man bør have et kontanthjælpsloft, vil være gældende også i fremtiden, siger Peter Christensen.
Men efter næsten fem timer rundt om forhandlingsbordet tirsdag aften er der trods alt positive toner fra oppositionen.
- Vi havde håbet på, at vi kunne blive færdige her til aften. Men vi må også bare se i øjnene, at det er blevet sent nu, vi er trætte, og der er også lige nogle ting, vi gerne vil vende derhjemme, siger De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Benedikte Kiær.
Også DF's arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, regner med, at aftalen falder på plads onsdag. Men han understreger, at det "ikke er en reform, Dansk Folkeparti bryder sig om".
- Vi synes stadig ikke, at det er en luksusting at gennemføre en kontanthjælpsreform, men det er nødvendigt.
- Nu går vi hjem, og så starter vi på en frisk i morgen. Og jeg tror på, vi når en afslutning i morgen på et tidspunkt, siger Bøgsted.
Penge fra kontanthjælpsreformen og reformen af SU'en skal bruges til at skabe arbejdspladser i Vækstplan DK.
/ritzau/