Inflationen er den laveste i 61 år
Faldende priser på benzin og tøj har været med til at holde den danske inflation nede på et rekordlavt niveau.
Rekordlav stigning i priserne holder inflationen lav.
Rekordlav stigning i priserne holder inflationen lav. Foto: Colourbox/free


Det seneste år er de gennemsnitlige forbrugerpriser steget rekordlavt.

Fra 2013 til 2014 steg det gennemsnitlige forbrugerprisindeks med 0,6 procent, hvilket er den laveste gennemsnitlige, årlige prisstigning siden 1953, oplyser Danmarks Statistik.

Over det seneste år er det først og fremmest faldende priser på benzin, tøj og computere, som har bidraget til at trække den danske inflation ned på det lave niveau, lyder det fra senioranalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea.

- Faktisk er den eneste grund til, at vi ikke allerede har negativ inflation som i euroområdet, at huslejen over det seneste år er steget relativt meget, vurderer senioranalytikeren.

For december steg de danske forbrugerpriser isoleret med 0,3 procent.

Det er både en tilbagegang i forhold til måneden før og den laveste månedlige inflationstakt siden 1967, bemærker cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Han vurderer, at selv om inflationen i december har nået et historisk lavpunkt, så kan det ikke afvises, at inflationen kan falde yderligere i starten af det nye år.

- Der er altså en vis sandsynlighed for, at vi kan komme til at krydse den "magiske" grænse, hvor fortegnet skifter, og inflation dermed vendes til deflation, siger cheføkonomen.

I øjeblikket er der dog ingen grund til at frygte en periode med skadelig deflation, lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig, da han venter en gradvis fremgang i dansk økonomi over de kommende år.

Skulle det ske, at priserne begynder at falde i stedet for at stige, behøver det ikke nødvendigvis være skidt for økonomien, vurderer makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen fra Sydbank.

Kigges der tilbage i historiebøgerne, blev den forrige periode med deflation nemlig begyndelsen på det stærke opsving, som ramte økonomien i 1953-1954.

- Vi vurderer, at deflation også denne gang snarere vil være en vækststarter end en vækstdræber for dansk økonomi, særligt fordi lønningerne fortsat stiger mere end priserne, siger Peter Bojsen Jakobsen.

Fra 2012 til 2013 steg priserne 0,8 procent.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.