Inflationen eksploderer i krigsramt østland
Værdien af landets valuta er faldet til det halve siden årsskiftet, og inflationen er på 45,8 procent.
Efter et års krig i Ukraine hænger økonomien i laser, og inflationen er tårnhøj.
Efter et års krig i Ukraine hænger økonomien i laser, og inflationen er tårnhøj. Foto: Vadim Ghirda/AP


Indbyggerne i det kriseramte Ukraine kan dag for dag se, hvordan deres penge bliver mindre og mindre værd, da priserne på eksempelvis dagligvarer bare vokser.

Inflationsraten i den tidligere sovjetrepublik har ramt en ny rekord på 45,8 procent, oplyser de statistiske myndigheder i landet.

Efter et år med væbnet konflikt mellem prorussiske separatister og ukrainske sikkerhedsstyrker i øst står Ukraine midt i en alvorlig økonomisk krise med et budget, der ikke hænger sammen, og et påtrængende behov for hjælp.

Industrisektoren i den østlige del af landet er særlig ramt. Produktionen ligger på en femtedel af det sædvanlige.

Efter at mange udenlandske investorer den seneste tid har trukket sig, er værdien af landets valuta, hryvnia, siden årsskiftet faldet til omkring 50 procent.

Ukraine har modtaget flere internationale lånepakker, senest i marts et lån fra Den Internationale Valutafond, IMF, på fem milliarder dollar. Det er den første af flere udbetalinger.

Programmet fra IMF sender i alt 17,5 milliarder dollar til landet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.