Indtægterne i Manchester United er på vej mod rekord
Pengene vælter ind i Manchester United, som kan sætte vild rekord, men klubbens gæld vokser alligevel.
Mens resultaterne svinger en del for Louis van Gaal og hans Manchester United-hold, så har klubben ingen problemer med at tjene penge.
Mens resultaterne svinger en del for Louis van Gaal og hans Manchester United-hold, så har klubben ingen problemer med at tjene penge. Foto: Jon Super/AP


Manchester United har ingen problemer med at få penge i kassen.

I klubbens netop offentliggjorte kvartalsregnskab, som er det første i regnskabsåret, lyder indtægterne på 123,6 millioner pund (1,3 milliarder kroner).

Det er en stigning på hele 39 procent i forhold til samme periode sidste år.

Den store stigning skal især findes i den nye sponsoraftale med Adidas, som over de næste ti år lægger 750 millioner pund (7,93 milliarder kroner) i klubben, samt Uniteds tilbagevenden til Champions League.

Klubbens næstformand Ed Woodward er meget tilfreds med resultatet.

- Vores rekordindtægter i første kvartal viser den fortsatte styrke i vores forretning. Vi er glade for den tidlige stigning, siger Woodward ifølge ESPN.

Det flotte første kvartal betyder også, at Manchester United, hvis klubbens økonomiske retning fortsætter, kan blive den første engelske klub til at runde 500 millioner pund (5,3 milliarder kroner) i indtægter på et år.

Selvom indtægterne er buldret i vejret, er klubbens gæld samtidig steget til 286,2 millioner pund, hvilket svarer til godt tre milliarder kroner.

Det skyldes ifølge klubben ændringen i valutakursen mellem pund og den amerikanske dollar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.