Indskiftet Vibe åbner ballet i vigtig Brentford-sejr
Lasse Vibe kom ind fra bænken og sørgede for åbningsmålet, da Brentford vandt 3-0 ude over Nottingham Forest.
Lasse Vibe bød ind med en scoring, da Brentford tog en sejr på udebane i Englands næstbedste række. Arkivfoto.
Lasse Vibe bød ind med en scoring, da Brentford tog en sejr på udebane i Englands næstbedste række. Arkivfoto. Foto: Khan Tariq Mikkel/Polfoto


Landsholdets angrebsjoker Lasse Vibe viste lørdag, at han også kan udfylde en jokerrolle for sin klub Brentford.

Vibe kom fra bænken og til banen, scorede målet til 1-0 og var dermed en stor faktor i den sejr på 3-0, som Brentford kunne rejse hjem fra Nottingham Forest med.

Pointene er tiltrængte for Brentford, der i en svær sæson i The Championship, Englands næstbedste række, frister en tilværelse lidt over nedrykningsstregen.

Med sejren over Nottingham Forest har Brentford seks point ned til nedrykningspladserne, og holdet har endda spillet en kamp færre end holdene under sig i tabellen.

Lasse Vibes scoring faldt kort inde i anden halvleg, før Nico Yennaris og ligeledes indskiftede Sergi Canos cementerede sejren.

Anders Lindegaard vogtede målet for Preston, som på udebane vandt med 2-1 over Blackburn, og Simon Makienok blev skiftet ind, da Charlton vandt 2-1 hjemme over Birmingham på et sent mål.

Jonas Knudsen var med i hele kampen, da Ipswich på udebane spillede 0-0 mod Wolverhampton.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.