Både en forening og en tidligere kampsports-elev samler ind til de efterladte efter politibetjenten og hundeføreren Jesper Jul.
Jesper Jul døde onsdag eftermiddag, efter han var blevet skudt i hovedet foran politigården i Albertslund tirsdag morgen.
Jesper Jul var, udover arbejdet som hundefører i Københavns Vestegns Politi, også aktiv som både karatekæmper og thaibokser. Og en af hans tidligere elever, Emil Vøhlert fra Solrød Karate Klub, har startet en indsamling til betjentens to børn.
Indsamlingen "Hjælp politimand Jespers familie" på indsamlingssiden Caremaker.dk har siden dens start haft så meget fart på, at målet er løftet to gange. Først fra 100.000, så til 200.00 kroner og fredag morgen er målet sat op til 500.000 kroner.
Og det strømmer ind med penge til de efterladte. I skrivende stund er det indsamlede beløb tæt på 370.000 kroner - og det vokser minut for minut.
- I første omgang var det min tanke, at indsamlingen skulle køre indtil Jespers fødselsdag den 4. maj. Men det tager vi stilling til sammen med hans familie hen ad vejen, fortæller Emil Vøhlert til TV 2.
Emil Vøhlert lærte Jesper Jul at kende som seks-årig, hvor han startede i Solrød Karaateklub. Og han har kendt Jesper Juls børn, siden de blev født.
- Derfor var tanken nærliggende for mig at tage initiativ til at samle penge ind, som børnene kan få brug for senere, fortæller Emil Vøhlert, som arbejder i Thailand.
Også foreningen The Thin Blue Line Denmark samler penge ind til den dræbte betjents familie. Hvor meget foreningen har fået ind vides endnu ikke, men på foreningens Facebook-side kan man se, at der doneres flittigt både to-cifrede og tre-cifrede beløb.