Indonesien står fast: Narkosmuglere henrettes
Sandsynligheden for, at ni dødsdømte narkosmuglere vil blive benådet, er lille. Præsident Widodo står fast.
Pårørende til de to australiere Myuran Sukumaran og Andrew Chan er ankommet til Nusakambangan-fængslet for at bede om nåde for de dødsdømte.
Pårørende til de to australiere Myuran Sukumaran og Andrew Chan er ankommet til Nusakambangan-fængslet for at bede om nåde for de dødsdømte. Foto: Tatan Syuflana/AP


Indonesien er tirsdag i gang med de sidste forberedelser til at henrette otte udlændinge ved skydning, mens deres familier tager en sidste afsked med de dømte, og ambulancer med hvide kister ankommer til de narkodømtes fængsel.

Pårørende til de to australiere Myuran Sukumaran og Andrew Chan, der betragtes som ledere af den såkaldte Bali Nine-gruppe af heroinsmuglere, er ankommet til Nusakambangan-fængslet for at bede om nåde for de dødsdømte.

Sukumarans søster brød sammen i sorg og græmmelse, oplyser en journalist for nyhedsbureauet AFP på stedet.

Sukumaran og Chang er blandt de ni fanger, hvoraf otte er udlændinge og en er indoneser, der nu skal henrettes, efter at myndighederne i weekenden meddelte dem, at nu var det slut.

Familiemedlemmerne er blevet opfordret til at tage afsked tirsdag eftermiddag, mens alt tyder på, at dødsdommene vil blive effektueret tidligt onsdag morgen.

Australske medier har offentliggjort billeder af kors, der skal bruges på kisterne, med inskriptionerne 29.04.2015.

Fangerne, der siden weekenden har befundet sig i isolationsceller i Nusakambang-fængslet, omfatter også statsborgere fra Brasilien, Filippinerne og Nigeria.

Indonesiens præsident, Joko Widodo, som mener, at Indonesien står i en nødsituation på grund af stigende brug af narko, har gjort det klart, at han vil gennemføre henrettelserne på trods af stigende international fordømmelse.

Den indonesiske justitsminister, Muhammed Prasetyo, siger til AFP, at myndighederne ikke agter at opgive datoen for henrettelserne.

Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, sagde mandag, at henrettelserne skulle udsættes, indtil en efterforskning af korruptionsanklagere mod de dommere, der har behandlet sagen, er gennemført. Det blev pure afvist af Indonesiens præsident Widodo.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.