Indiske betjente får livstid for drab på pilgrimme i 1991
En domstol i Indien har dømt 47 betjente til fængsel på livstid for drab på en gruppe pilgrimme i 1991.


47 indiske politibetjente er ved en domstol i Indien blevet idømt livsvarigt fængsel for at dræbe en gruppe sikh-pilgrimme tilbage i 1991. Det oplyser anklageren i sagen tirsdag.

Politifolkene er dømt for at skyde og dræbe pilgrimmene, som betjentene mente var militante, i delstaten Uttar Pradesh.

Uttar Pradesh ligger lige syd for delstaten Punjab, der dengang var plaget af uro blandt militante sikher, der kæmpede for at etablere en sikh-stat under navnet Khalistan - de renes land. Det rapporterer nyhedsbureauet Press Trust of India (PTI).

Politibetjentene stoppede en bus med pilgrimme og deres familier, før de førte 11 af dem ind i en jungle i området og dræbte dem, forklarer anklager SC Jaiswal.

- Retten fandt, at der var rigeligt med beviser til at idømme livstidsdomme til de skyldige, siger anklageren.

Retten fandt desuden politibetjentene skyldige i at have arrangeret et "møde under falske omstændigheder".

Udtrykket er almindeligt brugt i Indien, når politiet eller militære styrker henretter ubevæbnede mistænkte og senere hævder, at det var selvforsvar.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.