Indiens leder opfordrer Kina til ny kurs
Premierminister Modi opfordrer under sit besøg i Beijing Kina til at se anderledes på de to landes relationer.
Indien premierminister Narendra Modi (til venstre) og Kinas præsident Xi Jinping vinker til journalister efter deres møde i Kina torsdag.
Indien premierminister Narendra Modi (til venstre) og Kinas præsident Xi Jinping vinker til journalister efter deres møde i Kina torsdag. Foto: Kim Kyung-hoon/AP


Den indiske premierminister, Narendra Modi, opfordrer den kinesiske leder, præsident Xi Jinping, til at se anderledes på forholdet mellem Asiens to gigantiske lande.

I en tale i Beijing afveg Modi fra de sædvanlige diplomatiske erklæringer og lagde op til, at Beijing "anlægger et strategisk og langsigtet syn på relationerne mellem de to lande."

- Der er grund til at se anderledes på emner, som holder os tilbage fra at udvikle potentialet i vort partnerskab, hedder det i udspillet fra den indiske regeringsleder.

Under et tredages besøg i Kina har Modi underskrevet 24 dokumenter og indgået aftaler for milliarder af euro og taget skridt frem mod en styrkelse af de to landes relationer, efter at de to landes relationer i mange år har været belastet af en grænsestrid i Himalaya.

- Vi afviser ikke, at der er nogen uenighed mellem os, men vi har langt flere fælles interesser end ting at være uenige om, hedder det i en tale fra den kinesiske premierminister, Li Keqiang.

Kina og Indien, som er henholdsvis verdens største og tredjestørste udleder af drivhusgasser, dannede fredag en fælles front i kampen mod klimaforandringer, da de opfordrede de rige lande til at reducere deres CO2-udslip.

- Vi opfordrer i-landene til at øge deres 2020-mål for reduktioner og til som lovet at støtte udviklingslandene med 100 milliarder dollar årligt frem til 2020, hedder det i en fælles erklæring.

Kina er Indiens vigtigste handelspartner, men en grænsestrid i Himalaya, som i 1962 førte til en kort, men blodig krig, lægger stadig en alvorlig dæmper på de bilaterale relationer.

Den kinesiske præsident besøgte Modi i Indien i september, hvor der blev lagt op til en ny start på forholdet mellem verdens to mest folkerige nationer.

Indien har problemer med et stærkt voksende handelsunderskud til Kina. Det var sidste år på over 38 milliarder dollar (omkring 250 milliarder kroner).

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.