Den indiske hær dræbt adskillige separatistiske oprørere på grænsen til Myanmar.
Det grænseoverskridende angreb viser ifølge den indiske regering landets vilje til at bekæmpe terrorisme udenfor landets grænser, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet på to grupper af militante sker som gengældelse for sidste uges drab på 20 soldater i et bagholdsangreb i den nordøstlige delstat Manipur. Det er det største tab for indiske sikkerhedsstyrker i Manipur i to årtier.
Den bjergrige nordøstlige del af landet, som grænser op til Kina, Bhutan, Bangladesh og Myanmar, er hjemstavn for snesevis af oprørsgrupper, som kæmper for selvstyre eller løsrivelse fra Indien.
Indiske soldater har i årtier været udstationeret i regionen, men de har hidtil ikke krydset grænser, selv om militæret siger, at oprørerne har fristeder i Myanmar, Bhutan og Bangladesh.
Hæren siger i en erklæring, at den har modtaget efterretninger om, at oprørerne havde planlagt flere bagholdsangreb efter sidste uges angreb på en militærkolonne.
I erklæringen hedder det, at hæren har påført oprørerne betydelige tab i forbindelse med operationen tirsdag. Erklæringen indeholdt ingen yderligere detaljer.
Hæren nævner ikke noget om, at soldaterne har krydset grænsen, men det gør Indiens regering.
Den indiske hær siger, at den har været i kontakt med Myanmar, hvad angår dets operationer mod de militante og tilføjer, at der er et historisk samarbejde.
/ritzau/Reuters