Indiens flyvevåben: Vi har ydmyget briterne
Ved en militærøvelse har Indiens flyvevåben vundet 12-0 over britiske RAF, siger inderne. Vås, siger briterne.
De britiske Eurofighter Typhoon-jagere er blevet ydmyget under en øvelse med russisk-byggede fly fra det indiske luftvåben. Siger inderne i hvert fald. Briterne har en anden udgave af begivenhederne.
De britiske Eurofighter Typhoon-jagere er blevet ydmyget under en øvelse med russisk-byggede fly fra det indiske luftvåben. Siger inderne i hvert fald. Briterne har en anden udgave af begivenhederne. Foto: Photography Atlas/POLFOTO


Holder oplysningerne vand, så har det britiske flyvevåben, RAF, fået noget at tænke over.

For det indiske flyvevåben fortæller, at det under en to uger lang militærøvelse i Lincolnshire i Storbritannien har ydmyget og lammetævet cremen af RAF's piloter og fly.

Og inderne gjorde det endda i russisk-byggede fly.

Avisen The Independent rapporterer, at kaptajn Ashu Srivastav har været på indisk tv for at fortælle om Indiens flyvevåbens triumfer i britisk luftrum.

Indien kom til øvelsen med fire russiskbyggede SU-30MKI Flanker-fly, hvor de skulle træne imod de britiske Typhoon FGR4-fly.

The Independent skriver, at RAF så det som en god mulighed for at træne med de russiske fly i en tid, hvor der er spændinger med Rusland.

Ifølge den indiske kaptajns oplysninger gik det skidt for de britiske Typhoon-jagere.

Faktisk endte øvelsen med, at inderne fik tilskrevet 12 sejre og briterne ingen.

Andre indiske medier rapporterer ifølge The Independent, at sejrene til inderne ikke kun kom i hus i de luftkampe, der blev trænet en mod en - altså et indisk fly mod et britisk fly.

Briterne blev også ydmyget, selv om der var to britiske Typhoon-jagere om en indisk SU-maskine.

The Independent har talt med kilder inden for RAF, og her ryster man på hovedet over de indiske påstande og siger, at de nok mest er beregnet til et indisk publikum

- Der må være kommet noget tåge ind over hukommelsen under flyvningen tilbage til Indien. Oplysningerne i indisk presse fortæller ikke noget om de taktiske scenarier, der lå til grund for øvelserne, siger kilden.

Han tilføjer, at de britiske Typhoon-jagere i realiteten deltog i øvelserne med "en arm bundet på ryggen", da de ikke gjorde fuldt brug af deres mere avancerede våbensystemer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.