Indeks: Danmark fra klimaskurk til klimaduks på COP21
Indeks over klimaindsatsen i 58 lande placerer Danmark i top. Det skyldes ikke siddende regering, siger ngo.
Danmark er nummer fire - topplaceringen - på The Climate Change Performance Index 2016, som bliver offentliggjort på et pressemøde under COP21 i Paris af de to ngo'er Climate Action Network Europa og Germanwatch.
Danmark er nummer fire - topplaceringen - på The Climate Change Performance Index 2016, som bliver offentliggjort på et pressemøde under COP21 i Paris af de to ngo'er Climate Action Network Europa og Germanwatch. Foto: Michel Euler/AP/AP


Efter at være udpeget som klimaskurk i sidste uge er det hele vendt på hovedet tirsdag, da Danmark optræder øverst på et indeks over den bedste klimaindsats i 58 lande.

Danmark er nummer fire på The Climate Change Performance Index 2016, som blev offentliggjort tirsdag på et pressemøde under COP21 i Paris af de to ngo'er Climate Action Network Europe og Germanwatch.

De tre første pladser på indekset er tomme, da ngo'erne mener, at alle lande kan gøre mere for klimaet.

- Danmark og Storbritannien har oplevet nylige politiske skridt, som ikke nødvendigvis er positive, og i fremtiden vil de to lande måske få en dårligere placering, end den vi ser nu.

- De nylige politiske skridt afspejles ikke i denne rangering, siger Wendel Trio, som er direktør i Climate Action Network Europe.

Danmark modtog i sidste uge den tvivlsomme pris "Fossil of the Day" (Dagens Fossil), som uddeles af det internationale klimanetværk CAN (Climate Action Network), der repræsenterer 950 miljøorganisationer.

Den pris gives til lande, der blokerer fremskridt i forhandlingerne.

The Climate Change Performance Index kan ikke alene ses som udtryk for, hvilke initiativer landenes regeringer tager. Også en række andre faktorer forsøges medregnet, understreger Wendel Trio.

- Det er heller ikke udtryk for den siddende regering. Det er resultat af mange års arbejde i et land. Det reflekterer mere, hvad der er sket tidligere, siger ngo-direktøren.

Indekset er baseret på data fra Det Internationale Energiagentur (IEA), og det medregner faktorer som energieffektivitet og konkrete løsninger på klimaudfordringer.

Direktøren for Climate Action Network Europe forklarer, at uddelingen af "Fossil of the Day", som han også har en aktie i uddelingen af, blev givet som en advarsel til den danske regering, fordi den har sænket ambitionerne på klimaområdet.

- Vi ønsker, at Danmark skal forblive i en førerposition, siger Wendel Trio.

Nummer to på indekset er Storbritannien, som også for nylig har fremlagt en mindre ambitiøs klimapolitik. Saudi-Arabien ligger i bunden i indekset.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.