IMF: Uro i Kina påvirker verdensøkonomi meget
Kinesisk aktiepanik, lavere råvarepriser og en stærk dollar er giftig cocktail for verdens vækstøkonomier
Aktiepanik i Kina er med til at hæmme verdensøkonomien, advarer Den Internationale Valutafond (IMF).
Aktiepanik i Kina er med til at hæmme verdensøkonomien, advarer Den Internationale Valutafond (IMF). Foto: Ng Han Guan/AP


Den økonomiske opbremsning i Kina påvirker verdensøkonomien mere end forventet, og det går især ud over vækstmarkeder i nogle af verdens mindre udviklede økonomier, lyder det i en ny rapport fra Den Internationale Valutafond, IMF.

I rapporten, som er lavet forud et møde denne uge mellem G20-landene i Tyrkiet, skriver IMF-økonomer, at uroen om den kinesiske økonomi øger truslerne mod den økonomiske vækst på verdensplan.

Valutafonden opfordrer både etablerede og fremadstormende økonomier i verden til fortsat at lave reformer og investeringer, som modvirker de følger, uroen i Kina har skabt.

- Kinas omstilling til en lavere vækst, som ellers i stor udstrækning var forventet, synes at have større følgevirkninger på tværs af landegrænser end troet. Det giver sig udtryk i svækkede råvare- og aktiepriser, skriver IMF i rapporten.

Det toneangivende aktieindeks i Shanghai har mistet 40 procent af sin værdi inden for kort tid, og den kinesiske centralbank har taget en lang række værktøjer - herunder devaluering - i brug, for at undgå en yderligere nedsmeltning.

Mens de etablerede økonomier i verden ikke vil blive særlig hårdt ramt, mener IMF, at særligt udviklingsøkonomier kan blive ramt af den dominoeffekt, som er startet i Kina.

Det er blandt andet lavere råvarepriser og en stærk amerikansk dollar, der kaster skygger over disse lande.

Selv om rapporten advarer om risiko for global afmatning, justerer IMF ikke på sit globale vækstskøn i år, der fortsat lyder på 3,3 procent.

Centralbankchefer og finansministre fra medlemmer af G20 deltager fredag og lørdag i mødet i Ankara. De 20 økonomier udgør samlet over 80 procent af det globale BNP.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.