IMF truer Ukraine med at holde kriselån tilbage
Gennemfør politiske reformer og bekæmp korruption, hvis I vil have kriselån. Sådan siger IMF til Ukraine.
IMF kræver, at den ukrainske regering gennemfører reformer og bekæmper korruption, hvis IMF's store kriselån skal udbetales for at hjælpe landet. Her ses ukraines præsident, Petro Porosjenko, til venstre.
IMF kræver, at den ukrainske regering gennemfører reformer og bekæmper korruption, hvis IMF's store kriselån skal udbetales for at hjælpe landet. Her ses ukraines præsident, Petro Porosjenko, til venstre. Foto: Anders Aarkrog Jepsen/Free


Ukraine risikerer at miste et kæmpe kriselån fra Den Internationale Valutafond (IMF), medmindre den ukrainske regering får gang i politiske reformer.

Samtidig skal regeringen i den ukrainske hovedstad, Kijev, gøre mere for at bekæmpe korruption.

Det samlede kriselån er på 17,5 milliarder dollar, omkring 119 milliarder kroner, som udbetales i portioner.

Det er Christine Lagarde, chef for IMF, der kommer med advarslen til Ukraine efter chokket i sidste uge, da økonomiminister Aivaras Abromavicius pludselig gik af.

Afgangen åbenbarede splittelsen i regeringskoalitionen og de manglende reformer, som regeringen ellers har lovet IMF at gennemføre i forbindelse med aftalen om kriselånet.

- Uden substantielle nye tiltag for at puste nyt liv i regeringsreformer og for at bekæmpe korruption er det svært at se, hvordan det IMF-støttede program skal kunne fortsætte og føre til succes, siger Lagarde i en erklæring.

Det var tilsyneladende en henvisning til Abromavicius' klager over, at særinteresser stadig dominerer politikken i Ukraine.

- Ukraine risikerer at vende tilbage til mønstret med fejlslagen økonomisk politik, som har plaget landets nyere historie. Det er vitalt, at Ukraines ledelse handler nu for at få landet tilbage på det lovede reformspor, siger Lagarde.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger, at han har talt i telefon med IMF-chefen. De er ifølge præsidenten blevet enige om at udarbejde en køreplan for, hvordan de meste presserende reformer gennemføres.

Ukraines vestlige støtter har advaret om, at en gentagelse af den fejl, der blev begået i 2004, skal undgås.

Det var dengang, at den såkaldte orange revolution fandt sted. Hvor der var begejstring, og hvor der blev talt demokrati.

Men den regering, der kom, endte i splid med sig selv, og det lykkedes ikke at fjerne korruptionsspøgelset.

Lige nu har Ukraine ventet siden oktober på at få endnu en luns af det store kriselån udbetalt. Det er den tredje overførsel, og den er på 1,7 milliarder dollar.

Men det langsomme tempo i reformerne og politiske skænderier i Kijev har ført til, at pengene endnu ikke er overført.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.