Imam anmeldes for grov sammenligning af homoseksuelle
En organisation har politianmeldt en imam for at sammenligne homoseksualitet med dyresex.
En imam har sammenlignet homoseksualitet med dyresex.
En imam har sammenlignet homoseksualitet med dyresex. Foto: Serge Bertasius/Free


Den lokale imam i Skive, Mohamad Jammal, er blevet politianmeldt af organisationen Anmeldhad.dk, skriver TV 2.

Organisationen er fortørnet over, at imamen har udtalt sig om homoseksualitet og sidestillet det med pædofili og dyresex.

- Som imam er han en offentlig person og holdningsbærer, og vi mener helt oplagt, at hans udtalelser er krænkende over for en minoritet. Så vi foretager en politianmeldelse for at skabe en debat om den måde, vi taler til og om hinanden, siger Qasam Ijaz, der er talsmand for Anmeldhad.dk, til TV 2.

Ifølge Skive Folkeblad har imamen udtalt sig om homoseksualitet i kølvandet på massakren på en homonatklub i den amerikanske delstat Florida 12. juni, hvor 49 blev dræbt.

- Det er unaturligt. Det er ligesom at dyrke sex med dyr. Det er på samme måde unormalt, skal Mohamad Jammal have sagt til Skive Folkeblad.

Også til avisen Jyllands-Posten har imamen udbredt sin holdning til homoseksualitet og kaldt det "uacceptabelt".

TV 2 har konfronteret imamen med hans udtagelser og politianmeldelsen.

Til mediet siger Mohamad Jammal, at han har trukket sine udtalelser tilbage, og ikke vil forsvare sit hårde ordvalg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.