Ildebefindende tvang Agger ud af FCK-kamp
Landsholdsanføreren fik det dårligt, og det var årsagen til, at han ikke kunne gennemføre kampen mod FCK.
Brøndbys Daniel Agger (th.) fik det dårligt undervejs i kampen mod FCK.
Brøndbys Daniel Agger (th.) fik det dårligt undervejs i kampen mod FCK. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det så umiddelbart mystisk ud, da Brøndbys Daniel Agger måtte lade sig udskifte efter cirka en halv times spil i 1-3-nederlaget til FC København i Telia Parken.

Landsholdsanføreren så ikke ud til at være blevet skadet, da han blev erstattet af Alexander Szymanowski, men der var en god grund til udskiftningen.

- Han fik et ildebefindende, oplyser Nicki Reinhardt fra Brøndbys kommunikationsafdeling.

- Han fik det dårligt, så vi blev nødt til at skifte ham ud. Han kunne ikke spille videre, så dårligt havde han det, siger Nicki Reinhardt.

Stillingen var 0-0, da Daniel Agger måtte lade sig udskifte.

Det betød, at Martin Ørnskov måtte rykke fra midtbanen og ned i midterforsvaret, hvor også veteranen Martin Albrechtsen spillede.

Daniel Aggers sædvanlige makker, Dario Dumic, sad i forvejen ude med karantæne.

Brøndby måtte desuden undvære Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Christian Nørgaard, der også havde karantæne.

Klubben, der leverede en udmærket indsats, har kun hentet et point i forårets tre kampe i Alka Superligaen.

Brøndby er nummer fem i ligaen med 28 point for 20 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.