Den svenske møbelkoncern Ikea blev i går hyldet på de sociale medier for en regnbuefarvet pude ved navn Putin, der at dømme på et foto lagt ud på den sociale underholdnings- og nyhedshjemmeside Reddit var til salg i kædens butikker.
Ganske mange mennesker enedes om, at det da var en hamrende fræk og skæg protest mod præsident Putin og Ruslands behandling af de homoseksuelle - der som bekendt har et regnbueflag som deres symbol.
Der er bare den hage ved historien, at puden er et falsum. Ikea sælger IKKE Putin-puder - og har aldrig gjort det.
Det siger møbelkædens presseansvarlige i Svergie, Anna Pilkrona Godden, til svensk MetroXpress'.
På de sociale medier fortsætter folk dog med at dele billedet af Putin-puden - et foto, der højst sandsynligt er et resultat en kreativ sjæls evner ved computeren.
Spørgsmålet er så, hvem 'pude-aktivisten' gør mest grin med - Vladimir Putin - eller Ikea, som for et par år siden fik klø for at fjerne et lesbisk par fra en russisk version af koncernens kunde-avis.
The Independt er blandt de medier. der i dag har twittet om den falske Ikea-pude.