Boligvare-giganten Ikea tilbagekalder nu en vågelampe af mærket Patrull.
Det oplyser Ikea blandt andet i en lang række annoncer i danske dagblade.
Tilbagekaldesen kommer efter en episode, hvor en bare 1 år og syv måneder gammel dreng fik stød, da han legede med en Patrull vågelampe. Drengen forsøgte at tage lampen ud af stikket, da toppen faldt af.
Det elektriske stød gav drengen synlige sår på hånden. Patrull-lamperne blev hurtigt fjernet fra hylderne. Ikea skriver blandt andet i avisannoncen:
- Vi reagerer altid hurtigt, når et Ikea-produkt er involveret i en farlig hændelse.
Siden ulykken har Ikea undersøgt mere end 600 Patrull vågelamper. Undersøgelserne har vist, at det ikke var muligt, at løsrive toppen. Lampen er desuden testet i henhold til alle gældende love og standarder, skriver Ikea i avisannoncen.
Alligevel har Ikea valgt at tilbagekalde alle lamper, og forbrugerne kan altså få pengene retur, hvis de møder op med den pågældende lampe i et af varehusene.
Ikea oplyser, at det ikke er nødvendigt at medbringe kvittering – kontakt blot Retur og Reklamation i varehuset.
Lampen er solgt i Europa og Nordamerika siden 2013.