- Helt ærligt, det er moderne slaveri.
Sådan siger den rumænske lastbilchauffør Emilian i et program fra BBC. Han fortæller om, hvordan han kører rundt i Danmark og andre lande med varer for Ikea. Han lever og arbejder i sin lastbil i op til fire måneder ad gangen.
- Jeg føler mig som en fange. Som et fugl i et bur, siger Emilian.
Han viser, hvordan han laver mad på ladet af sin lastbil sammen med en kollega. Om natten sover han i en sovepose i førerkabinen. Pengene rækker ikke til at spise på rastepladsernes cafeterier.
De dårlige forhold kan i sidste ende føre til ulykker.
- Det er ikke godt for chauffører. Det er ikke sikkert for andre mennesker på vejene ... det kan føre til en ulykke, vurderer Emilian.
Emilian oplyser, at han i gennemsnit får, hvad der svarer til 3.500 kroner om måneden for sit arbejde. Den lave løn gør, at han ikke har råd til som andre chauffører at spise på rastepladsernes cafeterier. Emilian kalder det for 'moderne slaveri'.
Han er ansat i slovakisk firma til slovakisk løn. Firmaet har en aftale med den norske koncern Bring, der har kørsel for Ikea. Derfor kører Emilian meget i Nordeuropa og ikke i Midt- og Sydeuropa, hvor lønnen vil strække længere.
Ikea: Vi tager det alvorligt
Emilians og andre chaufførers historier til BBC giver panderynker i møbelkoncernen Ikea.
- Vi er meget bekymrede over disse forlydender, og det er trist at se, at vores underleverandører ikke lever op til vores høje standarder, siger Elisabeth Munck fra Ikea til DR.
Elisabeth Munck har titel af Global Transport Sustainability Manager i Ikea. Hun lover handling nu.
- Vi vil virkelig gerne forstå, hvad der er sket i disse specifikke sager, og rette op på tingene, hvor det er nødvendigt, siger Elisabeth Munck.
I 2016 gennemførte Ikea ifølge Elisabeth Munck 170 kontroller alene i transportledet, hvor der blev set specifikt på forholdene hos underleverandører.