Idrætsformand: Mere hjælp mod matchfixing
Niels Nygaard, der lørdag blev genvalgt som DIF-formand, vil have mere effektiv bekæmpelse af matchfixing.
Niels Nygaard, genvalgt DIF-formand, vil have mere hjælp til at bekæmpe matchfixing. Arkivfoto
Niels Nygaard, genvalgt DIF-formand, vil have mere hjælp til at bekæmpe matchfixing. Arkivfoto Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Lørdag blev Niels Nygaard genvalgt som formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) for en toårig periode.

Det skete på DIF's årsmøde i Brøndby, og det var ikke overraskende, eftersom Niels Nygaard ingen modkandidat havde.

Formanden, der har siddet på posten siden 2007, kommer til at have matchfixing i fokus i de kommende år. Niels Nygaard efterlyser mere hjælp fra myndighederne.

- Det er helt afgørende, at politi, spilleselskaber og idrætten arbejder sammen om matchfixing, og at dette også indebærer, at de forskellige aktører nogenlunde frit kan udveksle oplysninger med hinanden, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Vi risikerer, at forskellige fortolkninger af reglerne om tavshedspligt og reglerne i persondataloven kortslutter samarbejdet. Der må hurtigst muligt udarbejdes regler, der sikrer rammerne for et effektivt samarbejde, siger DIF-formanden.

Ud over formanden blev de tre bestyrelsesmedlemmer Trine Rindum Teilman, Lotte Büchert og Flemming Knudsen genvalgt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.