Danmarks Idrætsforbund (DIF) ser gerne, at Brian Mikkelsen (K) bliver vicepræsident i Det Internationale Antidopingagentur (Wada).
Torsdag tilkendegav den tidligere kultur- og justitsminister, at han stiller op til Wada-posten, som han bestred fra 2004 til 2006.
- I DIF er vi meget begejstrede for, at Brian Mikkelsen har valgt igen at søge aktivt ind i det internationale antidopingarbejde, siger DIF-direktør Morten Mølholm i en pressemeddelelse.
- Hvis det lykkes ham at blive vicepræsident i Wada, så får vi ikke blot en dansker ind i toppen af det internationale dopingagentur, vi får også en politiker ind, som brænder for sport og for at bekæmpe snyd.
Den internationale dopingbekæmpelse er det seneste år blevet ramt af flere skandaler. Det er blandt andet blevet afsløret, at Rusland i en årrække havde et statsstøttet dopingprogram.
Wada har de seneste uger været skydeskive for kritik, efter at en russisk hackergruppe har skaffet sig adgang til en lang række Wada-data om internationale sportsudøvere.
Hackergruppen Fancy Bears har efterfølgende mistænkeliggjort flere sportsudøvere, deriblandt flere danske OL-medalje-vindere.
I DIF håber Morten Mølholm, at Brian Mikkelsen kan være med til at få dopingbekæmpelsen tilbage på ret spor.
- Efter den seneste tids russiske dopingskandaler og hackingen af it-systemer, hvor personfølsomme oplysninger er sluppet ud, så er Wada i en vanskelig genopbygningsfase.
- Den fase får vi, hvis Brian Mikkelsen vælges som vicepræsident, mulighed for at få stor dansk indflydelse på, og det er meget glædeligt, siger Mølholm.
Onsdag i næste uge skal de europæiske lande nå til enighed om en fælles europæisk kandidat til vicepræsidentposten i Wada. Foruden Brian Mikkelsen stiller franske Valérie Fourneyron og Linda Hofstad fra Norge op.
/ritzau/