I: Vi har lydklip med Kuwait-bombemand
Islamisk Stat har offentliggjort lydklip med den person, som tog 26 bedende med sig i døden i moské i Kuwait.
Islamisk Stat har offentliggjort et lydklip med den formodede attentatmand fra blodigt angreb i Kuwait. Arkivfoto
Islamisk Stat har offentliggjort et lydklip med den formodede attentatmand fra blodigt angreb i Kuwait. Arkivfoto Foto: uncredited/AP


Islamisk Stat (IS) har udsendt et lydklip, som angiveligt indeholder en erklæring fra den person, som fredag forårsagede et blodbad i en moské i Kuwait.

Optagelsen, som IS har offentliggjort på sociale medier, består hovedsageligt af en opremsning af vers fra Koranen. Personen på optagelsen kritiserer også shiamuslimer og siger, at de kan forvente hævn for at "fornærme islam".

Myndighederne i Kuwait har identificeret gerningsmanden som saudiarabisk statsborger.

Indenrigsministeriet sagde søndag, at der er tale om Fahd Suliman Abdul-Muhsen al-Qabaa.

Han ankom tidligt fredag med fly til Kuwait kun få timer før, han udløste sin sprængladning i en shiamuslimsk moské og tog sig selv og 26 mennesker med i døden midt under fredagsbønnen.

227 blev såret ved attentatet mod moskeen Al-Imam Al-Sadeq.

Islamisk Stat, der er kendt som ekstremistiske sunnimuslimer, tog efterfølgende ansvaret for bomben.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.