"I har snorksovet": Mette F. skal grilles i terrorsag
Samråd skal afdække, hvad regeringen vidste hvornår, og om PET-chefen blev ofret, siger Peter Skaarup fra DF.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) er blevet indkaldt til samråd om terrorangrebet i København i februar.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) er blevet indkaldt til samråd om terrorangrebet i København i februar. Foto: JAKOB JØRGENSEN/POLFOTO


Trods en 143 sider lang evaluering og en række efterfølgende skriftlige svar, føler den borgerlige opposition i Folketinget stadig ikke, at hændelserne omkring terrorangrebet i København i februar er ordentligt belyst.

Derfor skal justitsminister Mette Frederiksen (S) onsdag i samråd, hvor hun skal redegøre for de udtalelser, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kom med på et pressemøde umiddelbart efter angrebet.

Her sagde statsministeren, at sikkerheden ved den jødiske synagoge blev øget "så snart" angrebet mod et debatarrangement på Østerbro havde fundet sted.

Men faktisk kom der først politi til synagogen fire timer efter angrebet, og et af de svar, Justitsministeriet siden har givet Folketingets Retsudvalg, viser, at regeringen indirekte var informeret herom få minutter før pressemødet.

Helle Thorning-Schmidt har selv afvist at møde op til samråd i Retsudvalget, da det hører under justitsministerens område.

To personer mistede livet, da den 22-årige Omar El-Hussein først dræbte filmmanden Finn Nørgaard ved borgerhuset Krudttønden på Østerbro for siden at angribe synagogen i Krystalgade og dræbe den frivillige vagt Dan Uzan.

Da regeringen i begyndelsen af maj fremlagde sin evaluering af forløbet, forlod PET-chef Jens Madsen samtidig sin stilling.

Og Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mistænker regeringen for at have ofret Jens Madsen for at dække over egne fejl.

- Så ville alle glemme, at regeringen har snorksovet og ikke taget terrortruslen alvorligt og overhørt det jødiske samfunds bønner om hjælp, siger Peter Skaarup.

- Ud fra det vi ved, er det sådan, at PET i hvert fald før statsministerens pressemøde kontakter regeringen og siger, at man skal være opmærksom på at det ikke var med det samme, men at der gik fire timer før politiet var til stede ved synagogen, siger Skaarup.

- Det er ikke klaret ved, at de skipper PET-chefen af sted og siger, at det er hans skyld. Regeringen har haft mulighed for efter talrige henvendelser fra det jødiske samfund at sikre, at der kom bedre bevogtning ved synagogen og den jødiske skole, tilføjer han.

Spørgsmål: Mener du, at justitsministeren burde have truffet den beslutning, at der skulle politibetjente hen til synagogen?

- På selve dagen er det klart, at hverken statsministeren eller justitsministeren kan lege politi og dirigere rundt med styrkerne. Men regeringen burde have sikret, at der var midler til rådighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.