I denne kommune køber folk flest nye biler
115.000 familier fik nøgler i hånden til deres nye bil i 2014. Det svarer til knap fire procent af familierne.
Familierne i Egedal anskaffer sig oftest ny bil.
Familierne i Egedal anskaffer sig oftest ny bil. Foto: Colourbox/free


Familierne i Egedal Kommune var de flittigste købere og leasingtagere af nye biler i 2014, da knap syv procent af kommunens familier parkerede en ny person- eller varebil i garagen.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Generelt er det nord for København, der er sket flest handler, mens Vestjylland, Fyn og Lolland-Falster fik færrest nye biler.

I alt 115.000 familier fik nøgler i hånden til deres nye bil i 2014, og det svarede til knap fire procent af alle familier. I 2010 købte eller leasede knap tre procent af familierne ny bil.

I Hørsholm, Dragør, Allerød og Vallensbæk kom der nye biler hos seks procent eller flere af familierne.

Familierne i Samsø, København, Ærø, Frederiksberg, Fanø og Bornholm Kommuner fik relativt set færrest nye biler. Under tre procent af familierne i disse områder købte eller leasede ny bil i 2014.

Blandt de mest købevenlige er topledere, de rigeste familier og par med børn.

12.100 af familierne med ny bil i 2014 leasede bilen, og langt hovedparten fik ikke anden ny bil.

Mere end halvdelen, 6000 familier, er bosat i Region Hovedstaden, som omfatter en tredjedel af alle familier.

De fattigste familier, arbejdsløse og enlige uden børn var dem, som sjældnest købte eller leasede ny bil i 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.