Fodboldlegenden Harald Nielsen stedes senere i dag til hvile fra Skovshoved Kirke i Klampenborg. Flere hundrede mennesker ventes at møde op for at tage afsked med den store fodboldspiller, der døde 11. august, 73 år gammel, efter længere tids kamp mod prostatakræft.
Skovshoved Kirke spiller en ganske særlig rolle i Harald Nielsens private liv. Kirken dannede nemlig ramme om det bryllup, som Harald og hans elskede hustru, Rudi, holdt i forbindelse med deres guldbryllup i marts 2013.
Se Guld-Haralds fantastiske liv i billeder
Da Harald i 1963 blev borgerligt viet med sit livs store kærlighed, gav han hende ifølge Ekstra Bladet et løft: "Du skal nok få et ordentligt bryllup," sværgede han.
Og Harald Nielsen holdt sit ord over for den smukke skuespillerinde, som han mødte i 1961 i forbindelse med indspilningerne af Lille Per-filmen ’Far til fire med fuld musik’.
I dag siger Rudi farvel til sin Harald fra samme kirke. Begravelsen begynder klokken 14.
- Harald Nielsen nåede langt i sit eventyrlige liv. Han blev en fodboldlegende både herhjemme og i Italien, hvor han nåede at repræsentere fire forskellige klubber – Bologna, Inter, Napoli og Sampdoria.
- Efter sin imponerende fodboldkarriere blev han succesfuld forretningsmand og havde desuden en fremtrædende position i FCK.