Hvor skal du bo? Færre boliger til salg
Der var i oktober færre boliger til salg end måneden før - og faldet er bredt fordelt geografisk.
Der var i oktober færre boliger til salg end måneden før - og faldet er bredt fordelt geografisk.
Der var i oktober færre boliger til salg end måneden før - og faldet er bredt fordelt geografisk. Foto: Colourbox/free


Hvis du er på udkig efter en ny bolig, må du efter alt at dømme være lidt mindre kræsen end tidligere.

Nye tal fra Realkreditforeningen og Realkreditrådet viser i hvert fald, at der i oktober var færre boliger til salg end måneden før - og faldet er geografisk bredt fordelt.

Helt præcist var der i oktober 2439 færre boliger til salg i forhold til september, således at der i oktober var 59.896 boliger at vælge imellem på det danske marked.

Det betyder, at der nu er 4,1 procent færre boliger til salg i forhold til sidste år, men trods det faldende boligudbud i oktober er det for tidligt at erklære en ny tendens på boligmarkedet, mener Realkredit Danmark.

- Reelt set har boligudbuddet over de senere år holdt sig relativt stabilt omkring 60.000 boliger til salg, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig i en skriftlig kommentar.

Hos ejendomsselskabet Home mener man, at det faldende udbud godt kunne hænge sammen med et relativt højt boligsalg årstiden taget i betragtning.

- Vi har ikke alle indberetninger endnu, men det står klart, at oktober bliver klart bedre end sidste år og nok kommer tæt på top tre over måneder med flest handler i år, siger relationskonsulent Michael Dalsager i en skriftlig udtalelse.

Et af de steder, hvor boligudvalget er temmelig begrænset, er på det københavnske marked for ejerlejligheder.

Her faldt boligudbuddet igen i oktober til 2180 ejerlejligheder sammenlignet med 2361 måneden før.

Hos Realkredit Danmark påpeger Christian Hilligsøe Heinig, at det lave boligudbud er med til at fastholde et opadgående prispres på det københavnske marked for ejerlejligheder.

- Over det seneste år er den gennemsnitlige udbudspris steget med 7,8 procent for en ejerlejlighed i København - det svarer til en prisstigning på 213.000 kroner for en ejerlejlighed på 85 kvadratmeter, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.