Hvor meget vidste du? Minister i samråd om for høj ejendomsskat
Dansk Folkeparti vil vide, hvor meget Benny Engelbrecht (S) har vidst om de nedprioriterede sager i Skat.
Skatteminister Benny Engelbrecht er blevet indkaldt i samråd af Dansk Folkeparti.
Skatteminister Benny Engelbrecht er blevet indkaldt i samråd af Dansk Folkeparti. Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Dansk Folkeparti vælger nu at indkalde skatteminister Benny Engelbrecht (S) i samråd i Folketingets Skatteudvalg.

Det sker, efter at det i går kom frem, at Skat af ressourcemæssige årsager har nedprioriteret sager, hvor flere tusinde grundejere har fået for høje grundværdier og derfor enten har betalt for meget eller har udsigt til at betale for meget i ejendomsskat.

- Vi savner klare svar på, hvorfor man igennem mere end et år har undladt at efterleve de klare meldinger om en undersøgelse, som den tidligere skatteminister udmeldte ville blive igangsat, skriver Hans Kristian Skibby, der er medlem af skatteudvalget, i en pressemeddelelse.

Sidste år lovede daværende skatteminister Morten Østergaard (R), at der ville blive sat gang i behandlingen af de sager, hvor tusindvis af grundejere har fået for høje grundværdier og dermed betalt for meget i ejendomsskat.

Men en aktindsigt i en redegørelse fra Skatteministeriet til Folketingets Ombudsmand, som Politiken er besiddelse af, viser, at Skat siden har nedprioriteret sagerne.

Tilbage står nu spørgsmålet, om den nuværende skatteminister har kendt til udskydningen af sagerne.

- Enten har man underkendt ministeren (Morten Østergaard, red.), eller også er der efterfølgende kommet kontraordrer fra andre - herunder den efterfølgende skatteminister.

- Derfor skal den her sag undersøges grundigt, og det indbefatter naturligvis et samråd med den nuværende skatteminister, skriver Hans Kristian Skibby, der også er DF's erhvervsordfører.

Siden oplysningerne er kommet frem, har Benny Engelbrecht udtalt, at han har gjort mere på området, end Morten Østergaard gjorde i sin tid.

Sagerne har blandt andet betydet, at omkring 200 grundejere i Brønshøj har betalt 10.000 kroner for meget i grundskyld om året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.