Hvilken hudtype har du? Sådan skal du pleje den
Mange har svært at finde ud af, hvilken slags hud de har, og ikke mindst hvilke produkter de så skal bruge. Få her et overblik over, hvad du kan gøre
Det er ikke let at finde den rette creme
Det er ikke let at finde den rette creme Colourbox


Det kan være svært at finde ud af, hvilken hudtype man egentlig har, og hvilke produkter man skal bruge til den. Bruger man de forkerte, kan de let gøre mere skade end gavn. Men når man skal bestemme, hvilken hudtype man har, er der flere faktorer der spiller ind.

Ens hudtype er genetisk betinget, og huden har ofte en over – eller underaktiv olieproduktion, der giver dig henholdsvis fedtet eller tør hud. Derudover er der de ydre faktorer, der spiller ind som for eksempel sol, klima, aircondition, makeup eller at man bruger de forkerte produkter. De indre faktorer spiller også ind. Det handler blandt andet om, hvilken kost man spiser, brug af medicin, hormoner, sygdom og om man for eksempel drikker nok vand, forklarer Grethe Marie Grimen kosmetolog produktansvarlig hos Beautyproducts til KK.no.

Den bedste måde at finde ud af om huden producerer for lidt eller for meget olie, er ved at rense den, vente i to timer og herefter se, hvordan den føles. Hvis huden er blank, producerer den for meget olie. Føles huden stram og tør, så producerer den for lidt olie.

Hvis du vil have en grundig analyse af din hud, er det allerbedste at få en hudanalyse hos en specialist, men har du ikke mulighed for det, er der forskellige metoder, du kan benytte dig af, siger Grimen.

Så længe holder din makeup. Læs mere på q.dk

 

Normal/kombineret hud

Hudtypen er en kombination af normale, tørre og fedtede områder. Oftest er det det, man kalder T-zonen (pande, næse og hage), der er fedtet med store porer, mens resten af huden har normal olieproduktion. Det er den mest normale hudtype, men det er også den vanskeligste at finde produkter til. De forskellige områder skal nemlig helst  bruge forskellige produkter. Du kan for eksempel bruge et serum til din olierede hud i T-zonen og en god fugtighedscreme på hele huden.

Fedtet hud

Du har fedtet hud, hvis din hud hurtigt bliver fedtet i løbet af dagen. Du har store porer, og får hurtigt bumser. Det er vigtigt ikke at tørre huden ud, med udtørrende produkter, for så ender du ofte med at få en endnu højere olieproduktion og altså en endnu mere fedtet hud.

Tør hud

Der er to typer af tør hud. Den ene type mangler olie (genetisk betinget), den anden mangler vand (ydre og indre faktorer). Du har ofte små porer. Efter at have renset huden føles den tør og stram.

Hvis du har den type hud, der mangler olie, så er det vigtigt ikke at tilføre for meget olie. Det kan få huden til selv at producere mindre olie og blive tørrere med tiden.

Har du tør hud, der mangler vand, så skal du bruge gode fugtighedsprodukter, der tilfører vand og holder på vandet i huden. Du bør også drikke mere vand, og beskytte huden mod sol og tørt indeklima, da begge dele er med til at dehydrere huden.

Sensitiv hud

Sensitiv hud kan være genetisk. Det kan også skyldes, at den er miljøskadet. Det kommer oftest af at have dyrket for meget solbadning, ikke at have beskyttet huden i kolde temperaturer eller ekstrem dehydrering for eksempel på grund af at have siddet meget i aircondition.  Sensitiv hud kan også skyldes hudsygdomme.

 

Pigmentforandringer i huden

Har du pigmentpletter i ansigtet, kan det for eksempel skyldes overdreven solbrug, brug af p-piller eller graviditet. For at få bugt med det bør du kontakte en hudlæge eller kosmetolog, der kan behandle din hud. For at forhindre at pigmentpletterne bliver større og mørkere, er det vigtigt altid at smøre ansigtet ind i cremer med høj solfaktor. Både sommer og vinter. Du kan også benytte cremer direkte fremstillet til at mindske pigmentpletter.

 

Sandt og falsk om din hudpleje.  Få afkræftet myterne på femina.dk

Uren hud

Huden kan enten være fedtet eller tør eller en kombination af begge dele. Her er det vigtigt at bruge specialprodukter tilpasset din hudtype. Tal eventuelt med din læge og få ham eller hende til at anbefale dig nogle produkter, der hjælper på din urene hud.

 

Af Cecilie Wenstrup, NewsDesk, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.