Når ingeniører, scient.er og it-specialister skifter job, foregår det i stigende grad uden om opslåede stillinger og uopfordrede ansøgninger - de såkaldte åbne rekrutteringskanaler. I stedet vinder de lukkede rekrutteringskanaler baseret på netværk i højere grad frem. Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt 1.496 medlemmer af IDA, som har skiftet job inden for de seneste 3 år.
I undersøgelsen svarer knap hver anden, at de landede deres seneste job via et jobopslag eller en uopfordret ansøgning. De øvrige skiftede job ved at blive headhuntet enten via et professionelt rekrutteringsbureau eller ved, at en medarbejder eller en virksomhed kontaktede dem direkte og opfordrede dem til at søge en specifik stilling.
"Virksomhederne bruger de rekrutteringskanaler, som de mener, giver dem det bedste udvalg af kandidater til jobbet. Hvis man ikke har lokale aftaler om, at ledige stillinger skal slås op, så foregår rekrutteringen i stigende grad via lukkede netværk. Det kan være gennem familie eller venner, tidligere kolleger eller studiekammerater, eller via et netværk som LinkedIn," siger Juliane Marie Neiiendam.
Manglen på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig baggrund betyder også, at flere virksomheder giver deres medarbejdere en dusør, hvis de kan skaffe en ny kollega med de rette kompetencer. Den tendens bekræftes af undersøgelsens resultat. Her svarer 21 % nemlig, at de blev opfordret til at søge en stilling via en henvendelse fra en anden virksomhed eller en af dens medarbejdere.
"Den tendens støder vi oftere og oftere på. Der er mangel på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig indsigt i Danmark, og det er virksomhederne klar over. De har svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for, og derfor indfører de dusører og bonusordninger for de medarbejdere, der kan hjælpe dem med at lukke hullerne her og nu," siger Juliane Marie Neiiendam.
Hun påpeger imidlertid, at tendensen har en bagside, som virksomhederne bør have fokus på.
"Når man bejler til den samme gruppe af vidensarbejdere på denne facon, så kan det vise sig at være en kortsigtet strategi. Man får måske nok løst et rekrutteringsproblem her og nu, men hvis man ikke også tager en ansvar for at fødekæden holdes i gang, og der kommer nyt blod til, så bider det sig i halen. Derfor opfordrer vi også virksomhederne til at se i retning af dimittenderne, når de mangler nye medarbejdere. De nyuddannede skal måske have tilført nogle nye kompetencer. Til gengæld får virksomhederne nogle sultne og kreative kræfter ind med den nyeste viden, som de selv kan forme og udvikle, og samtidig er de med til at udvide den samlede kompetencebase," siger Juliane Marie Neiiendam.