Hver tredje landmand er på randen af konkurs, viser nye tal, og deres situation sammenlignes af økonomer med Grækenlands: De har flere udgifter end indtægter og kan ikke låne mere, fordi deres gæld i forvejen er enorm.
Hvorfor det er kommet dertil, handler aktuelt om faldende priser på svinekød og mælk, men trækker også spor tilbage til store og ofte risikable gældsoptagelser under højkonjunkturen i 00'erne. Og i sidste ende er udviklingen selvfølgelig udtryk for de store strukturelle ændringer i samfundet, som de seneste mange årtier har reduceret landbrugets størrelse og indflydelse. Altså en kombination af tidens gang, uheldige faktorer og overmod, mener historieprofessor på Copenhagen Business School, Uffe Østergaard.
- Det er vanskeligt entydigt at placere nogen skyld, men det er klart, at både overoptimistiske bankrådgivere og landmændene selv er blandt de ansvarlige, siger han til Kristeligt Dagblad.
Mere interessant er dog betydningen af krisen. Det danske landbrug har længe været under markant forandring, men den aktuelle krise vil alligevel blive skelsættende, spår professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, Johs Nørregaard Frandsen. For landbokulturen - altså kulturen, hvor landmanden har en afgørende rolle i udviklingen af velfærd og demokrati, hvor han altid har fod under eget bord og engagerer sig dybt i den lokale gymnastikforening, brugsforening, højskole, kirke og andelsmejeri - alt det har nået en korsvej, mener han:
- Hver gang de store kriser rammer landbruget, forandrer det landbruget ind i noget, der slet ikke er landbrugets tradition - nemlig at være et stadig mere markedsstyret erhverv. Og jeg tror godt, at vi med denne krise kan sige, at den enkeltstående, selvejende bonde er endegyldigt død. Landbruget vil nu koncentrere sig på endnu færre, kapitalejede hænder, og dermed er den traditionelle landbokultur, som om noget har formet Danmark, så godt som væk.
Og dermed forsvinder også den særlige selvbevidsthed, som har karakteriseret de dansker bønder, mener han.
- Landbokulturen har i høj grad været drevet af en indre glød, en stolthed. Man viste sig frem som menneske, når man drev sin gård. Nu vil det stadig oftere blive sådan, at familien ikke længere bor på gården, og landbruget bliver drevet som et erhverv på linje med ethvert andet erhverv. Drivkraften vil ikke længere være stolthed, men en bestyrelsesberetning, og den udvikling er trist målt op imod den traditionelle forestilling om landboliv. Og jeg begræder den personligt, fordi landbokulturen er så kernedansk, siger Johs Nørregaard Frandsen til Kristeligt Dagblad.