Hver tredje dansker kan ikke få øje på et lønmodtagerparti
Faglærte og ufaglærte arbejdere er dem, der har sværest ved at få øje på et ordentligt lønmodtagerparti.
Blandt de borgerlige scorer Liberal Alliance højere som lønmodtagerparti, end deres andel af vælgerne ellers tilsiger.
Blandt de borgerlige scorer Liberal Alliance højere som lønmodtagerparti, end deres andel af vælgerne ellers tilsiger. Foto: Scanpix/arkiv


Flere partier på venstrefløjen vil pudse arbejderprofilen op før søndagens 1. maj-arrangementer, men en tredjedel af vælgerne lader sig ikke lokke. 31 procent kan nemlig ikke få øje på et lønmodtagerparti og svarer 'Ved ikke', når de får spørgsmålet: Hvilket politisk parti mener du bedst varetager lønmodtagernes interesser?

Det viser en undersøgelse, som Yougov har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af danskerne.

Nok så betænkeligt i 1. maj sammenhæng er det, at netop faglærte og ufaglærte arbejdere har sværest ved at pege på det parti, der bedst repræsenterer lønmodtagere. 37 procent i gruppen er så meget i tvivl, at de svarer 'Ved ikke'.

Trækker man tvivlerne fra og ser på dem, der kommer med et bud, sætter Socialdemokraterne sig imidlertid på 33 procent af stemmerne, hvilket er mere end dobbelt så mange som Dansk Folkeparti og Venstre, der hver får hver 14 procent. Det er også et godt stykke over valgresultatet for liste A, og partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen er tilfreds.

- Jeg ser det som et skulderklap til Socialdemokratiet, at vi er det parti, som lønmodtagerne har klart størst tillid til, og at det også gælder mennesker, som ikke nødvendigvis sætter kryds ved Socialdemokratiet ved hvert valg, siger han til Ugebrevet A4.

Forklaringen er ligetil, mener Nicolai Wammen.

- Jeg tror, at danskerne ser Socialdemokratiet som et parti, der forstår at have styr på pengene samtidig med, at vi passer godt på velfærden. Vi er også dybt optaget af at skaffe arbejdspladser til Danmark samtidig med, at vi gerne vil passe godt på de offentlige arbejdspladser, vi har, siger han.

Blandt de borgerlige scorer Liberal Alliance højere som lønmodtagerparti, end deres andel af vælgerne ellers tilsiger. 10 procent af dem, der har et ud på det bedste lønmodtagerparti, peger på Liberal Alliance. Det er et godt stykke over de 7,5 procent af stemmerne, som partiet opnåede ved valget i sommer.

Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen er ikke overrasket. Han har tidligere udråbt Liberal Alliance til det parti, der "kommer nærmest på at være et arbejderparti". Især helt unge, mænd, folk med lange uddannelser og højtlønnede enige med ham i ifølge A4's undersøgelse.

- Det er helt i overensstemmelse med dem, der stemmer på os. Mange har opfattet, at vi går meget op i, at folk får lov til at beholde mere af deres løn ved, at vi sætter skatten ned. Vi tager udgangspunkt i, at de, der knokler og skaber værdierne, skal have det godt. Mere lønmodtagervenligt kan det ikke blive, siger han.

Valgforsker Rune Stubager mener, at resultatet for Socialdemokraterne ville have set bedre ud, hvis man i spørgsmålet havde skiftet ordet 'lønmodtagere' ud med 'arbejdere', så det havde lydt: 'Hvilket politisk parti mener du bedst varetager arbejdernes interesser?'.

Han foretog selv en sådan undersøgelse sidste år, der gav Socialdemokraterne næsten 40 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti og Venstre hver tegnede sig for under 10 procent.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.