Hver syvende vælger har stemt klokken 10
En time efter åbningen af valgstederne har 14,9 af vælgerne sat deres kryds til folketingsvalget.
Valgstederne har åbent frem til kl. 20 i aften.
Valgstederne har åbent frem til kl. 20 i aften. Foto: Colourbox/free


En time efter at valglokalerne landet over slog dørene op, har 14,9 procent af danskerne været henne og sætte deres kryds til folketingsvalget for at være med til at bestemme, hvem der skal regere landet i den kommende valgperiode.

Det er en ganske lille stigning i forhold til valget i 2011, hvor 14,7 procent havde stemt på det tidspunkt.

Det viser et rundspørge, som Ritzau har foretaget i kommuner og på valgsteder, der tilsammen repræsenterer 193.779 vælgere.

Brevstemmerne er på alle valgsteder talt med fra morgenstunden. Og alle steder meldes om et større antal brevstemmer end ved det seneste folketingsvalg.

Det tyder på, at vælgerne ikke har været så ivrige efter at komme tidligt hen på valgstederne, siger valgforsker, professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

- Der plejer normalt at være tryk på i den første time. Så når antallet af brevstemmer er steget, så tyder tallene på, at lidt færre har været henne og sætte deres kryds fra morgenstunden, siger Kasper Møller Hansen.

- Der er rigtig, rigtig mange, der endnu ikke har sat deres kryds. Derfor kan kandidaterne endnu nå at påvirke situationen, siger han.

Og der er stadig mange tvivlere, som endnu ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. En måling, som Voxmeter foretog for Ritzau onsdag eftermiddag og aften, viser, at hver femte endnu er i tvivl.

Enkelte steder i landet har valgstederne oplevet en markant stigning i antallet af brevstemmer, for i eksempel Halsnæs Kommune hvor de 633 brevstemmer i 2011 er vokset til 1890 denne gang.

Det store antal tilskrives i denne nordsjællandske kommune, at vælgerne godt kan lide at brevstemme på biblioteket, der har åbent på skæve tidspunkter. Til gengæld lå den samlede stemmeprocent uændret på 14,9 lige som sidst.

I Lyngby-Taarbæk er antallet af brevstemmer vokset fra 3495 til 3782. Her lå stemmeprocenten torsdag morgen på 17,2 mod 16,5 ved valget i 2011.

På Sønderbro Skole i København er antallet af brevstemmer vokset fra 1104 til 1264. Stemmeprocenten lå her 15,8 mod 16,1 sidst.

Ved folketingsvalget i 2011 endte den samlede valgdeltagelse på 87,7 procent. Her endte andelen af brevstemmer på 7,7 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.