En gavekurv, noget god rødvin eller en sjov gadget. Gavemulighederne til de ansatte er mange. Alligevel er det ikke alle, der regner med at få noget fra chefen i år.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af analysebureauet Wilke på vegne af Avisen.dk. Her svarer 29,5 procent, at de ikke regner med at få en gave fra chefen. 32,5 procent satser på at få en gave, mens de resterende svarer, at de er uden for arbejdsmarkedet.
Dermed er det kun halvdelen af danskerne på arbejdsmarkedet, der kan se frem til at få en gave af chefen.
Men det er ifølge statsautoriseret revisor Niels Sonne fra konsulentfirmaet Deloitte er dårligt sted at spare. Deloitte har tidligere lavet en undersøgelse, som viser, at netop de små goder som julegaver, kaffe og frugtordning er det, de ansatte sætter allermest pris på.
- Det er dumt at skære på julegaverne. Så hellere spare på andre personalegoder, som de ansatte ikke benytter sig af. For de ansatte har julegaven en kæmpe værdi, siger han.
Men ifølge ekspert i arbejdsglæde har julegaver ikke den store betydning for de ansattes arbejdsglæde. Han mener kun en gave giver mening, hvis den er personlig.
- Det skal ikke bare være den samme kurv til alle. Chefen bør i stedet give et håndskrevet kort eller noget, der er særlig udvalgt til den enkelte, siger ekspert i arbejdsglæde Alexander Kjerulf.
I bund og grund handler det om at vise anerkendelse til de ansatte. Det siger Thomas Flindt, der også er ekspert i arbejdsglæde. Når han har holdt foredrag på arbejdspladser og spurgt ind til, om de ansatte får nok anerkendelse, er der ingen, der rækker hånden op.
- Der er sindsygt få, der får nok anerkendelse. Derfor vil et anerkendende ord, hvor man skriver om den ansattes særlige kompetencer, virkelig være noget, der tager kegler. Man kan kombinere et kvalitetsord med et kvalitetspordukt, siger Thomas Flindt.
Julegave viser anerkendelse
Formand i social- og sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr mener også, at en gave til jul er rigtig vigtigt for medarbejderne.
- Det er vigtigt, fordi medarbejdere ser det som en anerkendelse af det arbejde, de har gjort, siger hun.
Det støtter Dansk Erhverv op om. Her ser man det som en fin gestus at give noget til de ansatte.
- Det er fint at vise anerkendelse. Det behøver ikke kun være i form af en julegave, men kan også være i løbet af resten af året, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Iben Posniak.
Pas på med at droppe gaverne
For de virksomheder, der allerede giver julegaver, skal man dog passe på med at ændre for meget på det. For hvis der er noget vi danskere kan blive sure over, så er det, når noget ikke er, som det plejer at være.
- Der findes begrebet tabsaversion. Vi hader at miste noget, selvom vi ikke var særlig glade for det. Folk bliver sure, når noget bliver taget fra dem. Selvom man ikke spiser frugt, så bliver man utilfreds, hvis frugtordningen bliver sløjfet. Det skal virksomheder være lidt forsigtige med, siger Alexander Kjerulf.